Posting 2

31. marts 2006 – Zenaruzza

Det lykkedes mig at ringe til turistinformationen i Bilbao, og heldigvis var der en bus, der gik til Zenaruzza eller et par kilometer derfra. Jeg havde været bekymret for, om jeg skulle rejse fra Bilbao til Deva med tog, derefter bus til Ondarroa, og så gå 17 km. Nu var der gode chancer for, at jeg kunne være der på fredag. Næste spørgsmål: Tager de stadig imod pilgrimme? Noget i den seneste udgave af Camino del Norte guiden fik mig til at tro, at det gjorde de muligvis ikke. Nå, men jeg måtte af sted alligevel, eftersom jeg har taget noget musik med som gave (The Pilgrim af Shaun Davey). Under alle omstændigheder havde jeg et telt med, og hvis det værste skulle ske, kunne jeg altid campere.

Da jeg gik fra borde, blev jeg antastet af en ung fyr med dreadlocks. ”Skal du til Santiago?” spurgte han. ”Ja”, svarede jeg. Vi tog af sted sammen, og ved at sjusse os frem nåede vi ind til centrum af Bilbao, som faktisk ligger mindst 10 km fra færgehavnen. Vejret var meget forskellig fra det kolde, triste vejr i England. Sol og blå himmel, og temperaturen var 27° C! Fyren havde i fredags besluttet at tage til Spanien på en selvopdagelsesrejse. Jeg ønsker ham god rejse. Vi skiltes efter at have nydt en øl sammen, og jeg fandt et supermarked og købte ind til togrejsen til Santiago. Jeg ville også købe mad til munkene, eftersom jeg ikke ville ankomme tomhændet. Fandt den rigtige bus og var kort efter på vej.

Efter lidt over en time, mens jeg vandrede de sidste par kilometer, spekulerede jeg på, hvordan jeg bedst kunne bære de ca. 10 kg grøntsager og frugt, jeg havde købt!! Mine stakkels arme blev længere og længere for hvert skridt – sådan føltes det!! På den sidste opstigning fra Bolivar til selve klostret tænkte jeg tilbage på sidste gang, jeg gjorde turen, og ønskede inderligt, at jeg havde den trofaste indkøbsvogn. Jeg stoppede sådan cirka for hver tiende meter, efterhånden som jeg nærmede mig toppen. Men det var anstrengelserne værd. Munkene var til andagt, da jeg ankom, sådan som de også var det, da Tim og jeg ankom i 2004. Broder Louis, munken som modtager pilgrimme, kunne godt huske mig, da jeg sagde, at jeg havde været her før – ”med din søn”, sagde han. De modtog pilgrimme, og jeg åndede lettet op.

Der er meget fredeligt her. Alle klostre er fredelige, tror jeg, men der er noget særligt ved det her sted. Jeg er meget heldig, at jeg har fået mulighed for at komme her. Klostret ligger højt oppe og putter sig mellem bakketoppene. Det er meget gammelt. Jeg har været meget heldig med vejret. Himlen er stadig blå, og det er varmt. Og jeg har ikke spor travlt med at opleve den uundgåelige regn!

Posting 1 Posting 3