Posting 3

8. april 2006 - Casanova

Det har været et par interessante dage. Forlod Zenaruzza søndag. Broder Louis havde fundet en, der kunne følge mig til busstoppestedet, hvorfra der gik en bus om 20 minutter. Fyren var så venlig at købe mig en kop kaffe, så jeg skulle ikke vente længe alene. Bussen kom til tiden, og på forunderlig vis skulle jeg vente blot 10 minutter i Bilbao på bussen til San Sebastian. Derefter tog til Irun.

Næste dag bød på en 11-timers togtur gennem det nordlige Spanien til Santiago, hvor jeg ankom kort efter kl. 20.30. Det var en mærkelig følelse igen at være på Obradoiropladsen. Sidste gang, jeg var her, troede jeg ikke, jeg ville komme her igen.

Dagen efter tog jeg videre lidt over frokost og nåede Lavacolla som planlagt. Det gik kun galt én gang. Da jeg skred forbi to gamle fyre, som stod på en mark, bemærkede jeg deres undrende blikke og mente, at det måtte være, fordi jeg gik i modsat retning af Santiago. Overhovedet ikke. De undrede sig over, at jeg slet ikke var på Caminoen! De var så venlige at insistere på, at jeg skulle tage en genvej tilbage til Caminoen, hvilket bragte mig endnu længere væk fra der, hvor jeg ville hen! Jeg ankom dog sikkert og checkede ind på det samme hotel, La Concha, som havde en suite til blot € 20 og en menu for € 7.

Det var næste dag, det gik galt. Af en eller anden grund mente jeg, at jeg ville være i stand til at gå 30 km på andendagen. Det var noget optimistisk; jeg klarede ca. 12. Så nu er jeg ca. en dag bagefter. Jeg mener dog, at jeg kan nå at indhente det.

Dagen i går var hård, og da jeg ankom til refugiet, lå jeg bare på sengen og våndede mig.

I dag var det ikke helt så slemt, men da jeg nåede mit bestemmelsessted, fik jeg at vide af damen, som har nøglen til refugiet, at det var lukket p.g.a. istandsættelse og ikke ville åbne før august eller måske september. Humøret faldt. Der var ikke nogen overnatningsmuligheder de næste 7,5 km, og det kunne jeg under ingen omstændigheder klare. Jeg spurgte, om der var en campingplads. ”Ja”, sagde hun, ”her” og pegede på græsset foran sin café. Jeg var meget taknemmelig. Hun blev ved med at sige, at det ville blive koldt, og jeg forsikrede hende om, at jeg havde termotøj på – alt dette foregik med tegnsprog, eftersom mit spanske er noget rudimentært, om end det langsomt er ved at blive bedre. Hun gik endda ind på refugiet og hentede et tæppe til mig. Så nu er jeg her i teltet, som jeg har taget i brug hurtigere end forventet, og selv om solen endnu skinner ganske behageligt, forventer jeg, at det bliver en kold nat!

Posting 2 Posting 4