Posting 7
Det er vist meget godt, at jeg har besluttet ikke at spekulere mere på ankomstdatoer, eftersom jeg har opdaget nogle mindre fejl i min planlægning. (Jeg skulle have testet den med Fagan Inspections!). For det første har jeg afsat 2 nætters pause, men glemt at medregne dem i totalen (plus de datoer, det drejer sig om). Så opdagede jeg, at der i kalenderen er 31 dage i april! Og yderligere opdagede jeg, at den 28. april skulle jeg overnatte BÅDE i Burgos OG i Ages. Hermed kommer jeg 4 dage bagud uden overhovedet at have gået et skridt! Nå, pyt med det.
Og som om det ikke var nok, skete der det, at jeg et par
dage efter faldet i brusebadet også faldt på Caminoen. Jeg var ankommet til
Tosantos, mit mål for den dag, og stod i et T-kryds og spekulerede på, hvilken
vej jeg skulle gå. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skete. Måske vendte
jeg akavet rundt, måske trådte jeg forkert på foden på grusunderlaget. Men
pludselig forsvandt benene under mig. Jeg ved ikke, om det var rent held /
automatisk afværgereaktion / guddommelig indgriben eller hvad, men jeg faldt på
en måde, så min rygsæk ramte jorden, før jeg selv gjorde det! Ikke desto mindre
slog jeg mit højre ben lige under knæet. Med besvær kom jeg på højkant igen ved
hjælp af min solide stav (købt i Dingle agus sin sceal eile!) og humpede af
sted i, hvad jeg mente måtte være den rigtige retning. Jeg fik tårer i øjnene,
ikke så meget på grund af smerterne, snarere af chok og lettelse over ikke at
have brækket noget. Jeg er altid bange for at falde, især ned ad en stejl bakke
fyldt med klippestykker. At falde er én ting, men at falde med
Faktisk blev opholdet i Tosantos et af de bedste hidtil.
Helt uventet mødte jeg en dame fra USA, som havde giftet sig med en irer og
tilbragt de sidste 30 år i Irland i et område i Dublin, som var mine gamle
jagtmarker. Vi fik en god snak, men det, der rigtig bragte os sammen, var Taizé
sang ledet af José. Hun fortalte også om en anden person på Caminoen. Hun
sagde, at jeg måske ville møde ham i morgen. Jeg startede ud næste morgen, og
ikke blot mødte jeg ham ca. en halv time efter start (han spurgte mig på
spansk, hvorfor jeg gik den forkerte vej, og hurtigt fandt vi ud af, at vi
begge talte engelsk), men det viste sig også, at han stammede fra et sted ca.
Mødte en anden interessant person forleden dag – måske handler dette afsnit om at møde folk – hun var ung, sikkert ung nok til at kunne være min datter. Hun var tysk og havde været undervejs i 8 måneder (og her går jeg og tror, at jeg er noget særligt!). Hun var startet på Caminoen i Schweiz og nåede til Pyrenæerne, hvor hun var faldet og måtte bruge 2 måneder på at komme sig. Hun var nu startet på Caminoen igen. Vi var på en eller anden måde åndeligt beslægtede. Det var meget specielt for os at mødes, og det var det tilsyneladende også for andre pilgrimme. En pilgrim sagde, at selv om han måtte afslutte sin pilgrimsvandring tidligt (som han måtte sidste år), ville det have været det værd blot at møde os to. En anden pilgrim sagde, at hun og jeg ville mødes igen, om ikke fysisk så i ånden.
Denne uge er vist en anelse metafysisk!
En ting, der slår mig, er mængden af mennesker på Caminoen. Refugierne er til stadighed fyldte, og forleden dag var refugiet fyldt bare en time efter, at jeg var ankommet. I går i Logroño blev jeg virkelig forbløffet, da jeg kom til refugiet i god tid (14.30), fordi jeg ville sende noget med posten. Men jeg måtte vente en time, en STIV KLOKKETIME, før jeg fik tildelt en seng. Der var bare så mange mennesker! Mange var kommet allerede kl. 12, selv om refugiet først åbner kl. 14. Hospitaleroerne, som er frivillige og arbejder ulønnet, er meget imødekommende – jeg er forbavset over, så velvillige de er, når man tager mængden af pilgrimme i betragtning – men jeg må indrømme, at jeg er træt af at skulle vente så længe. Hvad er idéen med at troppe op ved middagstid for bare at skulle vente i to timer? De mennesker, der kom først, var også først væk næste morgen. Mine naboer begyndte at rumstere og vækkede mig kl. 6, troede jeg. Da jeg skulle op og tisse, opdagede jeg, at klokken kun var 5! Og dette på trods af, at der er skilte overalt i sovesalen, der på flere sprog beder pilgrimme om ikke at stå op før kl. 6. Igen må jeg sige, det behagede mig ikke! Der var ikke nogen idé i at blive liggende, så jeg stod op. Det betød i det mindste, at jeg havde god plads til at pakke min rygsæk på, eftersom mine naboer for længst var væk (køjerne stod meget tæt). Således er der plusser og minusser ved alting!