Posting 10

26. maj 2006 – Lourdes (1.773 km tilbage)

Jeg har nået endnu en milepæl (et par stykker, faktisk), ved at jeg har krydset grænsen til Frankrig. Har også krydset Pyrenæerne og er nu i bakkerne for foden af bjergkæden. Jeg er kommet til et sted, der er genstand for stor tilbedelse, et sted, som min tante Anna (egentlig en grandtante) plejede at besøge jævnligt. I min barndom var Lourdes altid lidt lige som Det Hellige Land, meget langt væk og indhyllet i mystik – et sted, som eksisterer, men som man sandsynligvis aldrig kommer til at besøge. Det var en mærkelig følelse at passere skiltet med ’Lourdes Centre Ville’. Selv om min plan på papiret sagde, at Lourdes var et sted, jeg skulle igennem, ville jeg ikke være forbavset, hvis jeg ikke kom igennem byen. Men nu foregriber jeg begivenhederne.

Efter den stegende hede var jeg ret forhippet på at stå op med hønsene og komme tidligt af sted fra Jaca. Derfor forlod jeg hotellet kl. 6.20. Men fordi jeg havde været så dum ikke at tjekke ruten ud af byen dagen før, tog det næsten en time, før jeg var på Caminoen! (Og mens jeg husker det, jeg fik min pint Guinness i Jaca, men jeg må sige, det var ikke den bedste pint, jeg har smagt.) Det blev ikke så varmt, som jeg havde frygtet – de ord kan jeg huske, at jeg har skrevet før for adskillige postings siden! Turen gik fint, og jeg ankom til Canfranc Estacion i god tid. Jeg var glad for at se, at kirken averterede tiderne for gudstjenesterne uden på den aflåste dør, OG at gudstjenesten var kl. 19.00, et godt tidspunkt for en pilgrim. Det er meget mere almindeligt, at gudstjenesten er ved 20-tiden, hvilket giver meget lidt tid til at spise i, hvis man vil tidligt op). Så jeg var i stand til at deltage i gudstjenesten. Trist nok var vi kun tre – og ikke andre pilgrimme.

Dagen efter begyndte jeg opstigningen til, hvad der var Caminoens hidtil højeste punkt. Jeg troede, jeg havde passeret det lige før Rabanal, men det var det højeste punkt på Camino Frances. Col de Somport er 1.640 m o.h. Tidligere har jeg været oppe i 1.500 meters højde eller mere. Det var kun 6,5 km borte, og jeg vidste, det var en hård opstigning. For at sige det mildt. Det var meget stejlt visse steder, hvad jeg ikke havde noget imod, men på et tidspunkt for jeg vild og endte på sti, der blev smallere og smallere og til sidst forsvandt ind i noget buskads. Den var til sidst så smal, at det var næsten umuligt at vende om, og det var på en cirka 45° stejl skråning. Heldigvis var der et hul i buskadset, og jeg kunne se marken nedenfor, som Caminoen havde krydset, og det var kun 5 m nede, så jeg kunne gå sidelæns ned til den. Jeg fortsatte fremad, idet jeg kunne se vejen, som jeg var sikker på, at Caminoen ville munde ud i. Da jeg nærmede mig vejen, var der en umiskendelig lyd af rindende vand – som betyder vand, der løber ned ad en stejl skråning. Jeg prøvede en anden sti, men den begyndte også at blive smallere, så jeg vendte om. Jeg ville sandsynligvis ikke kunne forcere vandløbet, så jeg gik tilbage over marken der til, hvor Caminoen skiller sig fra. Jeg var betydelig mere opmærksom denne gang og fandt ud af, hvor jeg var gået forkert. Denne gang lykkedes det mig at blive på den rette sti, men den var meget stejl. Der var tidspunkter, hvor jeg havde både hænder og fødder i brug for at holde fast, så lettelsen var stor, da jeg til sidst kom ud på vejen ved Col de Somport lige før grænsen. Og hurra hurra – der var en åben bar! (Det kunne have været i Irland).

Der hvilede jeg mig, spiste og kiggede på kortet for at se på næste del af dagens rute. Til sidst tog jeg af sted igen. Efter den oplevelse på stigningen må jeg indrømme, at det var første gang siden Plymouth i 2003, at jeg var rigtig bange. Planen var at tage en rute tværs over bjergene gennem et meget smukt, men højtliggende, landskab. Det betød en stigning på yderligere 300-400 m fra Somport. Jeg har det desværre ikke godt med højder, og efter den oplevelse med at fare vild på Caminoen og ende oppe på en smal sti var jeg bekymret for, om jeg ville ende oppe på toppen med en smal sti både op og ned og ikke være i stand til at gå på nogen af dem.

Nå, men jeg tog af sted og gik de 2 km til Astun, hvor jeg skulle støde til stien, som er afmærket på mit kort. For at gøre en lang historie kort: jeg kunne ikke finde den rigtige sti. På et tidspunkt troede jeg, at jeg var på rette vej, men stødte så på et vandløb, som var umuligt at komme over – og der var oven i købet sne! Klokken var nu 15, og skyerne var begyndt at trække sammen. Regnen bekymrede mig ikke; jeg havde stadig teltet og noget mad osv. Men jeg var bange for at fare fuldstændig vild og ende langt derfra, hvor jeg skulle være. Til sidst besluttede jeg, at det ville være tåbeligt at fortsætte – det var for farligt. Modvilligt vendte jeg tilbage til Somport (jeg hader at gå tilbage samme vej!). Der var et refugie, hvor jeg sov den nat. Jeg ændrede mine planer og tog vejen til Lourdes. Desværre kostede det mig en dag og ekstra 36 km.

Det endte godt alt sammen, bortset fra at 2 dage efter Somport begyndte mine benmuskler at gøre vanvittigt ondt. Det har ikke gjort så ondt siden den første uge. Jeg vil tro, at det var den stejle opstigning til Somport efterfulgt af en meget stejl nedstigning og en vandretur på 28 km for at indhente noget af den tabte tid.

Men det var et fantastisk landskab. Brugte de næste par dage på at komme over Pyrenæerne til Lourdes. Forlod Caminoen ved Escort og måtte campere. Ak, desværre var det den dag, det regnede – et vådt telt er tungere end et tørt! Pyt med det. Næste dag tog jeg på hotel for at få teltet tørt, og fordi jeg ville være lidt god ved mig selv. Faktisk var den eneste anden mulighed for overnatning at campere, eftersom der ikke var noget refugie i nærheden.

Da jeg gik ud af Louvie-Juzon, hvor jeg havde sovet på hotel, mødte jeg en anden pilgrim. Jeg spurgte hende, om hun skulle til Santiago. ”Nej”, sagde hun, ”Lourdes”. ”Det skal jeg også”, sagde jeg. Hun havde besluttet at tage hovedvejen. Så hun tog den nedre vej, og jeg tog den øvre vej, men hun kom til Bruges før mig! Hun havde kurs mod Betherram for at overnatte der. Det var 30 km væk, om end kun 15 km fra Lourdes, og jeg vidste ikke, om jeg kunne gå så langt. Det endte med, at jeg gjorde det, og vi mødtes igen den næste morgen ved morgenmaden på refugiet. Det var første gang, jeg oplevede at møde en person på Caminoen mere end én gang. Hun ville tilbringe dagen i Lourdes og havde reserveret plads på et nattog fra Lourdes, så vi ville ikke mødes igen. Jeg blev i Betherram til messe og udskød min ankomst til Lourdes ved at være turist i et par timer. Jeg kom tæt forbi de ’verdensberømte’ huler uden for Betherram og besluttede at besøge dem. Tanken om at udforske hulerne i båd tiltalte mig rigtigt meget efter alle de kilometer til fods! Virkeligheden var lidt anderledes. Hulerne var bestemt imponerende i størrelse, men det meste af den 1 time og 20 minutter lange tur var til fods! Jeg troede, det ville være mest i båd. Jeg havde nok ikke gjort det, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle gå så meget!

Men det var en smuk eftermiddag, og jeg fortsatte til Lourdes. Min vej gik tilfældigvis lige forbi indgangen til det hellige område (et stort indhegnet område, der omfatter Grotten, Basilikaen og forskellige servicefaciliteter), så jeg gik ind. Jeg må indrømme, at jeg var meget glad for, at ruten gik den vej. Det var Kr. Himmelfartsdag, så der var som forventet mange besøgende. Men på trods af det var der en forbløffende fred og ro på stedet. Jeg havde oprindeligt tænkt på at campere lige uden for Lourdes og gå dertil næste morgen ved 6-tiden for at opleve stedet i en rolig atmosfære – som jeg gjorde, da jeg første gang kom til Santiago. Men det var ikke nødvendigt. Selv kl. 17 på en meget travl dag – om end ikke i højsæsonen – var der meget fredeligt.

Det stod i skarp modsætning til byen, hvor der var butik efter butik, som solgte souvenirs fra Lourdes – nogle temmelig tarvelige, andre absurde. Der var en butik, som påstod at være en butik for pilgrimme, som solgte rosenkranse såvel som deaktiverede skydevåben og knojern. Jeg kunne ikke få knojern til at harmonere med rosenkranse.

Ikke desto mindre følte jeg, at jeg kunne tilbringe meget mere tid i Lourdes. De mennesker, som kommer her, er ikke som dem, jeg så i kirkerne i Spanien, som hovedsagelig ser ud til at være turister, der kommer for at kigge på pragten i de spanske kirker, fotografere og så gå videre uden tid (eller lyst?) til at stoppe op og bede. Jeg har indtryk af, at her kommer folk på grund af deres tro. De fotograferer også, men de stopper også op og sidder stille og ’er på stedet’. En anden ting er, at det hellige område, som er stort, er friholdt for souvenirbutikker, som fuldstændig ville ødelægge stemningen på stedet. Det hellige område i Lourdes er i sandhed helligt.

Posting 9 Posting 11