Posting 11

3. juni 2006 – Gimont (1.623 km tilbage)

Nå, men her vandrede jeg frejdigt af sted efter at have udsat min afgang en smule med at drikke en ganske dejlig kop kaffe. Himlen var blå med små lammeskyer, som gav indtryk af en spredt fåreflok. Pludselig så jeg ruinerne af en bygning. ’Det ser bekendt ud’, tænkte jeg ved mig selv. ’Jeg er sikker på, jeg så det i går’. Ja, jeg var gået mod Marciac i 2 timer i stedet for væk fra Marciac mod Auch! ’Hvordan kan sådan noget ske?’ vil du sikkert sige. Dagen før syntes jeg, at Caminoen var en smule vanskelig. Skønt det var dejligt at vandre hen over bløde bakker og gennem skove, var stien ujævn og hård ved mine fødder! Derfor valgte jeg den nogenlunde trafikfattige vej på anden del af turen. Så jeg gik altså ikke ad Caminoen ind i Montesquiou. I stedet for gøre det fornuftige, nemlig at læse instruktionen for turen ud af byen, fik jeg øje på en af GR markeringerne og besluttede at følge den, eftersom stien tilsyneladende gik direkte modsat af den vej, jeg var kommet ind dagen før. Da jeg opdagede fejlen, var der ikke andet at gøre end at se på det fra den lyse side. Det kunne have øset ned, og Caminoen kunne have været fyldt med stejle opstigninger og bratte nedstigninger som ved Somport. Det var faktisk en dejlig dag, måske ved at blive lidt varmt, men turen havde været skøn. Jeg havde egentlig ikke behøvet at tage vejen i går, eftersom Caminoen var flad med en jævn overflade gennem marker og skove i bunden af en dal. Jeg trak på skulderen, vendte om og begyndte at gå tilbage. Jeg måtte affinde mig med, at jeg på ingen måde kunne nå Auch ca. 31 km fra Montesquiou. Ironisk nok havde jeg tidligere tænkt, at der var noget galt, eftersom jeg kunne se Pyrenæerne i det fjerne, og at Caminoen lod til at føre mig hen mod dem, hvilket ikke gav mening. Jeg havde ikke set en vejmarkering i et stykke tid, så jeg gik tilbage i ca. 20 minutter, indtil jeg fandt en markering. Jeg har nu lært på den hårde måde, at når man er i tvivl og ikke har set en vejmarkering i et stykke tid, er der ikke andet at gøre end at vende om og gå tilbage til den sidst observerede markering og så lægge mærke til, hvad man gjorde galt første gang. Til sidst kom jeg til en lille landsby, der hed l’Isle de Noe, tidsnok til frokost. En pilgrim, jeg havde mødt undervejs, havde fortalt, at det var den eneste restaurant, og den serverede en pilgrimsmenu for € 10. Det var et udmærket måltid. Jeg sad og tænkte på, hvad jeg skulle gøre med resten af dagsetapen, og jeg må indrømme, at jeg kunne bare ikke gå længere. Jeg havde nu vandret i næsten 5 timer, og det var ved at blive meget varmt. Jeg havde set et skilt med B & B lidt henne ad vejen, så jeg besluttede at undersøge, hvad det kostede. Stor var min glæde – det var rimeligt – kun € 25, så der blev jeg. Det viste sig, at ejeren – en kvinde – var englænder og meget gæstfri. Hun havde kun haft åben i 4 uger og havde haft adskillige pilgrimme som gæster.

Så den dag kom jeg kun 8 km nærmere Rom!

Det endte med, at jeg blev en dag mere i Lourdes. En meget venlig hospitalero havde givet mig det råd at hvile ud efter 1000 km. Han sagde, at mine tanker ville videre og blive ved med at gå, men min krop ville trænge til hvile. Han sagde, at jeg skulle finde et roligt sted, som jeg kunne lide – og blive der. Jeg regnede på, hvor langt jeg havde gået, og det var lidt over 960 km, så jeg besluttede, at det var tæt nok på 1000 km, og Lourdes var det rigtige sted. Efter det var det hårdt arbejde at komme tilbage på Caminoen – Chemin d’Arles. På andendagen efter Lourdes gik jeg næsten 35 km, og mine fødder har ikke tilgivet mig endnu!

Vejret er stadig solrigt, og landskabet veksler mellem mark efter mark med afgrøder og skov og vidt udsyn mange kilometer væk (efter at være klatret op af en bakke). Jeg mødte 4-6 pilgrimme pr. dag, dog ikke så mange om aftenen. I Maugourget mødte jeg en dame, som også skulle til Lourdes, så jeg gav hende et kort, som jeg ikke længere havde brug for, som hun var meget glad for; hun kyssede mig på begge kinder af bare taknemmelighed. Jeg var glad for at kunne give kortet et godt hjem! Et par dage senere gav jeg en anden pilgrim en mindre del af et kort, som jeg troede, jeg havde smidt ud. Jeg havde et par uger tidligere fået det af en ung tysk pilgrim, som ikke havde brug for det mere. Det viste en alternativ rute mellem Sanguesa og en landsby, som jeg har glemt navnet på, men det var en dejlig tur gennem Gorge de Lombier. Det er rart at kunne give kortet til en anden i stedet for at smide det væk.

Dagen efter min kæmpe fejltagelse nåede jeg Auch, en domkirkeby, som jeg havde glædet mig til at besøge. Der var et pilgrimsherberg i katedralens præstebolig, som var blevet anbefalet mig af en ung fransk pilgrim, som jeg havde mødt, lige før jeg forlod Caminoen for at gå til Lourdes. Det var rart igen at bo et sted specielt for pilgrimme. Og jeg kunne også deltage i messen. Noget helt andet var, at der utroligt nok var hele TO pubber, som solgte Guinness! Jeg måtte selvfølgelig prøve dem begge. I morges forlod jeg Auch kl. ca. 6.30 i den hensigt at gå blot 22 km. Da jeg ankom til Gite d’Etape (svarende til et ungdomsherberg), var der til min rædsel fuldt optaget. Nærmeste overnatningsmulighed var Gimont, yderligere 8 km på Caminoen. Det var godt, at jeg var startet så tidligt, så jeg på mirakuløs vis klarede den ekstra strækning uden at kollapse fuldstændigt og ankom lidt over kl. 15! Så nu er jeg her med en dejlig kold øl og nogenlunde tilfredse fødder!

Posting 10 Posting 12