Posting 12

19. juni 2006 – St. André de Sanguis (1.229 km tilbage)

Hurraaa – jeg er nu over halvvejs!

En besked til de to irske fyre, som jeg mødte i Murat: Hvis I læser dette: man kan altid finde en vandhane på de franske kirkegårde. Det har reddet mig adskillige gange. Ligeledes finder man selv i ganske små byer, og oftest tæt ved kirken, et offentligt toilet med en vandhane.

Nå, men videre med beretningen. Utroligt så lang tid der er gået, siden jeg sidst har skrevet i dagbogen. Hvor er tiden blevet af. På den anden side synes jeg, at vandringen trækker i langdrag, og at jeg har befundet mig i en trædemølle; jeg går og går og kommer ingen vegne. Selvfølgelig er jeg kommet fremad – jeg kan forsikre jer, at jeg ikke er gået i ring de sidste to uger!

To dage efter Gimont nåede jeg til Léguevin. Det var 2. pinsedag, og alt var lukket. Heldigvis var der et pilgrimsherberg, drevet af Amis de St. Jacques (pilgrimsvennerne). Jeg fulgte som sædvanlig skiltet til herberget, men kunne ikke finde det! Jeg ringede, og to frivillige hjælpere kom for at ledsage mig til huset. Der var et veludstyret køkken og en vaskemaskine, og hvad der var endnu bedre: en eller anden havde betænksomt sørget for vaskepulver. Jeg havde lige akkurat mad nok. Jeg havde en dåse laks, som jeg havde købt for et par dage siden, og der var noget pasta efterladt af tidligere pilgrimme. Pilgrimsvennerne lod mig gøre, hvad jeg ville, og jeg benyttede straks lejligheden til at vaske storvask. En times tid senere dukkede en anden hospitalier op. Det var en pilgrim, som jeg havde mødt i Somport, og som var vandret til Santiago. Da jeg mødte hende, var hun på vej hjem til Léguevin. Verden er lille! Hun vidste, at alt var lukket og sagde, at hun skulle køre til et supermarked et stykke derfra og var så venlig at tilbyde at købe noget mad med til mig. Jeg skulle have noget til næste dag, så jeg tog imod tilbuddet. Derfor fik jeg noget bedre at spise, end jeg havde regnet med, men det fik mig til at værdsætte de herberger endnu mere, som er specielt for pilgrimme. Der er ofte mad efterladt af tidligere pilgrimme. Jeg besluttede, at fra nu af ville jeg prøve at efterlade noget til andre, når det var muligt.

Dagen efter ankom jeg til Toulouse for at bo hos en pilgrim, som jeg havde mødt i Spanien i april. Hun havde været så generøs at give mig sit telefonnummer og havde inviteret mig til at bo hos sig. Det var dejligt at møde en fra Caminoen igen, og vi brugte eftermiddagen på at besøge katedralen og de smukke kirker i byen. Og noget, som jeg ikke ville have set, hvis det ikke var for hende, var rådhuset med storslåede malerier og vægmalerier. Det var som i et fornemt hjem.

Dagen efter forlod jeg Caminoen til fordel for en meget lettere rute, nemlig Canal du Midi. Den førte til de samme byer som Caminoen, men var kortere, flad og med høje træer, som gav en dejlig skygge; og hvad der var endnu bedre: det var nærmest umuligt at fare vild – selv for mig! Den rute fulgte jeg i to dage, hvorefter jeg vendte tilbage til Caminoen, som gik langs en kunstigt anlagt vandvej, der leder vand til Canal du Midi (begge blev anlagt for over 300 år siden). Denne vandvej gik så langt som til Revel, en dejlig by med en smuk markedsplads og et vidunderligt pilgrimsherberg, også drevet af Amis de St. Jacques. Det var kun ca. 15 km fra den foregående overnatning, og jeg skulle være der før middagstid for at nå at komme på posthuset. Uheldigvis åbnede refugiet ikke før kl. 15. Men natten før havde jeg boet hos et ægtepar, som har åbnet deres hjem for pilgrimme og giver dem en seng at sove i og, om nødvendigt, et måltid mad. Den meget venlige ’frue i huset’ sagde, at de skulle til Revel den formiddag og ville sige til hospitalieren, at jeg ville ankomme tidligt, og hun ville spørge, om jeg i det mindste kunne få lov til at efterlade min rygsæk der, så jeg ikke skulle slæbe rundt på den indtil kl. 15. Så jeg kom til postkontoret i tide og begav mig så hen til herberget. Som jeg stod der og prøvede at orientere mig, kom der en dame hen til mig og spurgte, om jeg ledte efter herberget. Jeg svarede ja, og hun sagde, at de havde lukket. Jeg prøvede på bedste beskub at forklare, at der kunne være nogen der, og selv om der ikke var nogen, gjorde det ikke noget; jeg ville blot gå ud og få noget at spise. Hun sagde, at hvis der ikke var nogen der, boede hun tæt på, og jeg kunne efterlade min rygsæk i hendes hus og også spise sammen med hendes familie; jeg skulle blot banke på hendes dør. Hvilken venlighed fra en fuldstændig fremmed!

Jeg fandt herberget og tog i døren – den var åben. Jeg gik ind, samtidig med at jeg kaldte, og en dame kom til syne med åbne arme. ”Vi har ventet på dig”, sagde hun. Jeg var selvfølgelig meget taknemmelig over at få lov til at efterlade min rygsæk, men faktisk checkede de mig ind, så jeg kunne få et brusebad osv., hvis jeg ville. Det var meget opmuntrende at blive mødt med en sådan venlighed og forståelse, når man ankommer varm, svedig og træt. Apropos venlighed vil jeg også gerne nævne det sted, jeg boede i Montferrand. Det var en privatejet Gite d’Etape (overnatning for vandrere), ikke specielt for pilgrimme, men jeg var meget træt, da jeg ankom, og det var dejligt at opleve sympatien og den venlige modtagelse.

Jeg havde vandret uafbrudt siden Lourdes (14 dage), så jeg besluttede at tilbringe to nætter på mit næste stop – det vidunderligt gæstfrie og fredelige Calcat Abbey. Det var en anderledes oplevelse, eftersom jeg plejer at holde mine hviledage i en større by. Med hensyn til at vandre var det eneste jeg gjorde denne gang, at gå fra mit værelse til kirken. Jeg udforskede ikke engang omgivelserne!

Efterhånden følte jeg, at jeg blev nødt til at gøre mere fremskridt, så jeg begyndte at gå på veje i stedet for på selve Caminoen. Jeg syntes også, at den jævne overflade var bedre for mine fødder. Det er måske lige modsat af, hvad de fleste andre foretrækker, nemlig at undgå asfalteret vej. Under alle omstændigheder lykønskede jeg mig selv, da jeg et par timer efter at have forladt Salvetat-sur-Agout så et skilt, hvor der stod ’Salvetat … 8 km, Murat…(mit mål) 9 km. Ifølge bogen var der 20 km på Caminoen. ’Skønt’, tænkte jeg, ’ jeg vil være der om godt to timer’. Klokken var kun 8.30, så der var tid nok til at hente nøglen til pilgrimsherberget på borgmesterkontoret – de lukker normalt ved middagstid. Jeg traskede videre, og 1,5 km senere kom jeg til et andet skilt, som sagde ’Murat… 11 km’. ’Åh nej’, tænkte jeg, ’nu kan jeg ikke nå det inden 12’, og fortrød, at jeg havde været så selvtilfreds! Jeg fortsatte alligevel. Vejen var ret nem, og jeg nåede at hente nøglen til herberget i god tid. Den anden gevinst var, at der senere ankom to andre pilgrimme, som viste sig at være irske! Det var skønt at møde dem, og vi fik en god snak.

Derefter var der en nat med en anden pilgrim, som jeg havde mødt i Spanien, og som også havde inviteret mig på besøg. Det viste sig, at hun boede 45 km fra Caminoen, men hun var indstillet på at hente mig og køre mig tilbage til den. Jeg havde overvejet at forlade Caminoen helt og prøve at finde en mere direkte rute til Montpellier, og vi kiggede på kortet og udarbejdede en rute, som var mere direkte, og som betød, at jeg ikke behøvede at tage tilbage til Caminoen. Jeg kæmpede med dette et stykke tid, for jeg følte, at jeg burde tage tilbage til Caminoen og så tage genvejen. Men så blev jeg klar over, at det ville opveje den dag, hvor jeg for vild fra Somport til Lourdes, så måske var det en gave, jeg skulle tage imod. Til sidst besluttede jeg at starte ud fra hendes hus, og hun var så utrolig venlig at tilbyde at ringe til en ven og arrangere overnatning for mig halvvejs mellem to store byer. Så jeg endte med at spare flere dage. Ironisk nok fik jeg muligheden for at gå på Caminoen igen ved Lodeve, da jeg blandede mig i en samtale mellem et engelsk ægtepar ved en frokost i Clermont. Heldigvis lod de ikke til at have noget imod min indblanding! Manden blev ved med at tilbyde mig et lift til Lodeve, hvor de boede, og som var der, hvor jeg ville have været, hvis jeg var blevet på Caminoen. Jeg takkede nej til hans venlige tilbud og fortsatte ad min planlagte vej, men jeg var meget glad for at møde dem, specielt fordi han gav et bidrag til de velgørenhedsorganisationer, som jeg støtter, ved at insistere på at betale for mit måltid. Så når jeg kommer tilbage, vil jeg dele pengene mellem de to organisationer. Sjovt nok skete der det senere den dag, efter at jeg var ankommet til mit mål og ville betale for en kold øl, at en amerikansk dame sprang op og insisterede på at betale regningen. Hun havde set min pilgrimsskal og forstod, at jeg var pilgrim, selv om hun ikke selv var på Caminoen. Jeg blev meget rørt. Vi talte sammen et stykke tid, og jeg sagde, at det var skæbnen, at vi skulle mødes, og at hun skulle vandre på Caminoen, hvilket hun sagde, at hun havde tænkt på at gøre.

Jeg har faktisk lavet et springer skaktræk – 2 træk frem og 1 til siden, og er endt med at spare et par dage. Endvidere havde jeg regnet med at holde en hviledag i Lunas (for et par dage siden), men syntes ikke, at jeg havde behov for det, så her indhentede jeg også noget tid. Jeg kommer snart til Arles, og så starter næste fase. Jeg håber virkelig ikke, at jeg igen skal gå 30 km eller mere ret mange gange!

Posting 11 Posting 13