Posting 13

 

9. juli 2006 – tæt på Le Muy (937 km tilbage) 

 

”Hallo”, lød en lille stemme fra ødemarken (faktisk det sydøstlige Frankrig). ”Jeg er her endnu”.

 

Jeg er nu godt inde i anden del af rejsen, strækningen efter Arles. Den for tiden ’accepterede’ Camino starter fra Arles, så der er ikke flere pilgrimme, ikke flere herberger, og meget lidt skiltning. Heldigvis har de franske Amis de St. Jacques et websted, som har kort over ruten samt overnatningsmuligheder i byerne langs ruten, og også information om medlemmer, som er villige til at hjælpe pilgrimme. Kortene er dog ikke detaljerede nok, og selv når ruten er godt skiltet, kan jeg nogle gange fare vild (!), så jeg bruger IGN 1 cm kort over regionen. Jeg følger Ami’s rute, for så vidt som jeg besøger de nævnte byer, men jeg planlægger ruten ud fra IGN kortet, så jeg teoretisk set ved, hvor jeg er.

 

Camino-oplevelsen. Den har været blandet. Den dag jeg gik til Montpellier, for jeg helt forudsigeligt vild i skoven og var helt ødelagt til sidst. Jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke kunne nå til Montpellier den dag; det var ca. 30 km. Derfor planlagde jeg at tage en bus og tage tilbage dagen efter med bus og fortsætte vandringen. Jeg gik forbi adskillige busstoppesteder, men havde ikke vandret langt nok endnu – ville ikke skulle gå alt for langt næste dag. Efter 23-24 km begyndte jeg at kigge efter et busstoppested. Var jeg på en busrute? Nej, det var jeg ikke. Til sidst fandt jeg et stoppested og ankom til et meget gæstfrit herberg, som er præsteboligen ved St. Roch kirken. St. Roch er skytshelgen for alle pilgrimme. Selve kirken var smuk, og der var åbent, og der blev spillet udsøgt musik. Jeg sad der et stykke tid og ’var bare til’.

 

At krydse Camargue var ret udmattende i heden. En af dagene stod jeg op kl. 4 og ankom til mit mål, St. Gilles, kl. 9.30. Temperaturen var på 29° C. Ved middagstid var den 35° og midt på eftermiddagen 42°! Damens modtagelse af mig i kirken var så hjertelig, at jeg, en træt, varm og svedig pilgrim, bare sad i Blessed Sacrament Chapel med tårerne trillende ned ad kinderne af taknemmelighed.

 

Dagen efter kom jeg til domkirken i Arles lige på det tidspunkt, hvor ’Our Father’ blev fremsagt på engelsk i et sidekapel. Jeg følte mig meget fristet til at gå derind, men følte, at det ville være at trænge sig på. Jeg havde ikke været til messe på engelsk siden Lourdes.  Der var måske også en chance for at møde nogle mennesker. Jeg gik til den almindelige franske messe kl. 11, og vandrede derefter ørkesløst rundt uden at kunne beslutte mig til, om jeg ville gå videre eller prøve at finde overnatning i Arles. Det kom dertil, at jeg var så træt, at jeg tog det første hotel, der dukkede op. Det viste sig at være et 3-stjernet hotel. Som jeg en smule skyldbevidst gik op ad trapperne til hotellet, mødte jeg en dame, som jeg vidste var engelsk, eftersom vi havde set hinanden tidligere til frokost. Jeg tænkte, ”Pokkers, jeg er blevet opdaget”. Jeg kunne se overskriften for mig: ”Pilgrim taget i at checke ind på luksushotel”.  (Det vidner selvfølgelig om temmelig meget storhedsvanvid at tro, at aviserne skulle være den mindste smule interesserede i, hvad jeg laver?). Det viste sig, at hun var med i en kirkelig gruppe fra Manchester, som var i Arles i en uge.  Hun havde genkendt min Depaul Trust bluse ved frokosten, men havde ikke sagt noget. Det var også hendes gruppe, der havde afholdt messe på engelsk den formiddag. Hendes mand var meget venlig og kom til receptionen sammen med mig for at sørge for, at jeg fik et værelse. Jeg var virkelig glad for at have mødt dem og ønskede, at jeg kunne spise middag sammen med dem, men igen ville jeg ikke trænge mig på. (Åh, hvilken ydmyghed – min glorie skinner!). Mens jeg havde gået rundt i Arles, havde myggene indtaget et festmåltid på mig! Mine arme og ben var dækket af myggestik.

 

Derefter var det lidt af hvert. Varmen var et problem, men meget værre var, at jeg havde købt et par skoindlæg, som viste sig at være helt uanvendelige. Jeg fik vabler på begge fødder – ak, jeg kan ikke klare to smertende fødder. Det plus varmen fik mig virkelig ned med nakken, og jeg begyndte at afsky at vandre. Jeg var hurtigt ved at komme dertil, hvor jeg var ved at opgive. Jeg kom til Aix-en-Provence kl. 8 efter bare 9 km, men helt udmattet af varmen og vablerne. Jeg besluttede, at der var kun en ting at gøre, og det var at holde fuldstændig pause fra vandringen. Så jeg blev der i 4 nætter. Det er det længste, jeg har opholdt mig på samme sted, siden jeg forlod England den 29. marts! Aix-en-Provence er en dejlig by, og jeg var glad for, at det var der, jeg holdt pause. I et forsøg på at klare varmen besluttede jeg at sende min sovepose hjem (jeg har stadig en let sovepose af lagenpose-typen), ligeledes min fleece, mit skærebræt (ja, jeg ved, der er mange, som ikke synes, det er nødvendigt, men det var lille og ikke særlig tungt!), mine regnbukser og regnanorak. Jeg har stadig mit termotøj (for en sikkerheds skyld) og mit lille telt.

 

Efter at have sendt tingene hjem og hvilet ud tog jeg af sted fra Aix. To dage senere var der en kæmpestorm! Jeg havde ikke oplevet regn i over en måned, og jeg er kun blevet ’fanget i regnen’ én gang, tilbage i Galicien tidligt i april. Denne storm havde det hele – torden, lyn, kraftig regn, hele baduljen. Min rygsæk var OK. Jeg havde et regnslag over den, men jeg blev gennemblødt! Det gjorde nu ikke noget. Cirka en halv time før jeg nåede mit mål (St-Maximin-La-Ste-Baume), wholdt regnen op, solen skinnede, og jeg blev tør igen. Så jeg var i stand til at besøge basilikaen og derefter tage en kop kaffe uden at dryppe over det hele! Hvad siger det?

 

Selv om jeg ikke er på ’pilgrimsruten’, er jeg blevet mødt med megen varme og hjertelighed. Damen i Salon, som gav mig husly for natten; damen i Eguilles, som gjorde det samme, plus at hun berettede om sine vidunderlige oplevelser fra sin egen pilgrimstur til Jerusalem; de dominikanske søstre i St-Maximin, som smilede til mig, som om jeg var en længe ventet ven, og hvis stemmer var som engles; damen på turistkontoret i Le Val, som genkendte pilgrimsskallen og inviterede mig hjem til sig, hvis jeg ikke kunne finde overnatning på herberget; søstrene på Bethlehem-klostret, som var venlige, tolerante og generøse, og hvis fremførelse af Davids Salmer på hebræisk gav mig en følelse af taknemmelighed over at få lov til at høre dem; ejeren af campingpladsen, hvor jeg er nu, som forærede mig nogle skønne, modne, saftige pærer.

 

Det er ikke altid nemt, faktisk er det undertiden meget meget svært (her kunne jeg bruge et grimt ord, men det vil jeg ikke!), men så dukker der et eller andet op – et tilfældigt møde på gaden, en opmuntrende e-mail, en SMS fra en ven, en fantastisk udsigt, en gave fra en fremmed, et smil fra en hospitalier, en gæstfri, fredfyldt, åben kirke, og alting forandres. Alle de negative følelser forsvinder, og i stedet fyldes jeg af taknemmelighed over at have fået muligheden for at foretage denne rejse.

 

 

Posting 12                           Posting 14