Posting 13
”Hallo”, lød en lille stemme fra ødemarken (faktisk det sydøstlige Frankrig). ”Jeg er her endnu”.
Jeg er nu godt inde i anden del af rejsen, strækningen efter
Arles. Den for tiden ’accepterede’ Camino starter fra Arles, så der er ikke
flere pilgrimme, ikke flere herberger, og meget lidt skiltning. Heldigvis har
de franske Amis de St. Jacques et websted, som har kort over ruten samt
overnatningsmuligheder i byerne langs ruten, og også information om medlemmer,
som er villige til at hjælpe pilgrimme. Kortene er dog ikke detaljerede nok, og
selv når ruten er godt skiltet, kan jeg nogle gange fare vild (!), så jeg
bruger IGN
Camino-oplevelsen. Den har været blandet. Den dag jeg gik
til Montpellier, for jeg helt forudsigeligt vild i skoven og var helt ødelagt
til sidst. Jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke kunne nå til Montpellier
den dag; det var ca.
At krydse Camargue var ret udmattende i heden. En af dagene
stod jeg op kl. 4 og ankom til mit mål, St. Gilles, kl.
Dagen efter kom jeg til domkirken i Arles lige på det
tidspunkt, hvor ’Our Father’ blev fremsagt på engelsk i et sidekapel. Jeg følte
mig meget fristet til at gå derind, men følte, at det ville være at trænge sig
på. Jeg havde ikke været til messe på engelsk siden Lourdes. Der var måske også en chance for at møde
nogle mennesker. Jeg gik til den almindelige franske messe kl. 11, og vandrede
derefter ørkesløst rundt uden at kunne beslutte mig til, om jeg ville gå videre
eller prøve at finde overnatning i Arles. Det kom dertil, at jeg var så træt,
at jeg tog det første hotel, der dukkede op. Det viste sig at være et
3-stjernet hotel. Som jeg en smule skyldbevidst gik op ad trapperne til
hotellet, mødte jeg en dame, som jeg vidste var engelsk, eftersom vi havde set
hinanden tidligere til frokost. Jeg tænkte, ”Pokkers, jeg er blevet opdaget”.
Jeg kunne se overskriften for mig: ”Pilgrim taget i at checke ind på
luksushotel”. (Det vidner selvfølgelig
om temmelig meget storhedsvanvid at tro, at aviserne skulle være den mindste
smule interesserede i, hvad jeg laver?). Det viste sig, at hun var med i en
kirkelig gruppe fra Manchester, som var i Arles i en uge. Hun havde genkendt min Depaul Trust bluse ved
frokosten, men havde ikke sagt noget. Det var også hendes gruppe, der havde
afholdt messe på engelsk den
Derefter var det lidt af hvert. Varmen var et problem, men
meget værre var, at jeg havde købt et par skoindlæg, som viste sig at være helt
uanvendelige. Jeg fik vabler på begge fødder – ak, jeg kan ikke klare to
smertende fødder. Det plus varmen fik mig virkelig ned med nakken, og jeg
begyndte at afsky at vandre. Jeg var hurtigt ved at komme dertil, hvor jeg var
ved at opgive. Jeg kom til Aix-en-Provence kl. 8 efter bare
Efter at have sendt tingene hjem og hvilet ud tog jeg af sted fra Aix. To dage senere var der en kæmpestorm! Jeg havde ikke oplevet regn i over en måned, og jeg er kun blevet ’fanget i regnen’ én gang, tilbage i Galicien tidligt i april. Denne storm havde det hele – torden, lyn, kraftig regn, hele baduljen. Min rygsæk var OK. Jeg havde et regnslag over den, men jeg blev gennemblødt! Det gjorde nu ikke noget. Cirka en halv time før jeg nåede mit mål (St-Maximin-La-Ste-Baume), wholdt regnen op, solen skinnede, og jeg blev tør igen. Så jeg var i stand til at besøge basilikaen og derefter tage en kop kaffe uden at dryppe over det hele! Hvad siger det?
Selv om jeg ikke er på ’pilgrimsruten’, er jeg blevet mødt med megen varme og hjertelighed. Damen i Salon, som gav mig husly for natten; damen i Eguilles, som gjorde det samme, plus at hun berettede om sine vidunderlige oplevelser fra sin egen pilgrimstur til Jerusalem; de dominikanske søstre i St-Maximin, som smilede til mig, som om jeg var en længe ventet ven, og hvis stemmer var som engles; damen på turistkontoret i Le Val, som genkendte pilgrimsskallen og inviterede mig hjem til sig, hvis jeg ikke kunne finde overnatning på herberget; søstrene på Bethlehem-klostret, som var venlige, tolerante og generøse, og hvis fremførelse af Davids Salmer på hebræisk gav mig en følelse af taknemmelighed over at få lov til at høre dem; ejeren af campingpladsen, hvor jeg er nu, som forærede mig nogle skønne, modne, saftige pærer.
Det er ikke altid nemt, faktisk er det undertiden meget meget svært (her kunne jeg bruge et grimt ord, men det vil jeg ikke!), men så dukker der et eller andet op – et tilfældigt møde på gaden, en opmuntrende e-mail, en SMS fra en ven, en fantastisk udsigt, en gave fra en fremmed, et smil fra en hospitalier, en gæstfri, fredfyldt, åben kirke, og alting forandres. Alle de negative følelser forsvinder, og i stedet fyldes jeg af taknemmelighed over at have fået muligheden for at foretage denne rejse.