Posting 14
Hurraaah – hurraah – hurraah!
Endelig er jeg i Italien. Jeg krydsede grænsen her til
morgen kl.
Nu til min vandring. Efter Le Muy gik ruten ned til
Middelhavet ved Frejus, hvor jeg besøgte domkirken. Lige som domkirken i Aix
har den et meget gammelt dåbskapel fra det 5. århundrede. Det er sandsynligvis
den ældste kristne bygning, jeg er stødt på. Det oprindelige Frejus blev bygget
af Cæsar i
Og lidt mere historie og kultur: Jeg glemte at nævne i sidste posting, at kirken i St-Maximin rummer en sarkofag, som angiveligt indeholder resterne af Maria Magdalena. Ifølge legenden flygtede hun og andre af Jesu tilhængere fra forfølgelse og endte i Provence i det sydlige Frankrig.
I Frejus mødte jeg nogle af de lokale Amis de St. Jacques, og det viste sig, at et par af dem også havde vandret til Rom ad samme rute, som jeg har planlagt. De kunne give mig nogle meget nyttige informationer vedrørende ruten samt detaljer omkring klostre, hvor de havde overnattet. Dagen efter fulgte jeg deres råd og tog kystvejen i stedet for den planlagte rute inde i landet. Det var varmt, og vejen var mere trafikeret, end jeg havde forventet, og med flere uoverskuelige sving, end jeg brød mig om! Nå, men jeg ankom til sidst, og udsigten var i hvert fald smuk. Det blå hav strakte sig, så langt øjet rakte, med et skib eller to i det fjerne. Efter dette gik jeg tilbage ind i landet for at gå der og overnattede hos det meget usædvanlige Community of Beatitudes, som passer på Sanctuary of Notre Dame de Valcluse. Dette fællesskab er bygget op som de første primitive kristne fællesskaber og omfatter præster, hellige mænd og familier. Som i andre munke- og nonneklostre er der daglig andagt.
Dagen efter tog jeg for første gang imod et lift på Caminoen
(jeg tæller ikke den gang med, hvor jeg blev kørt til en pilgrimvens hus,
eftersom det var mellem Caminoen og mit stop for natten). Der skete det, at jeg
var kommet til en by og ikke var helt sikker på, hvor campingpladsen lå på
trods af ejerens forsøg på at forklare det på engelsk. Fandt turistkontoret og
spurgte mig for der. Damen rystede på hovedet og sagde: ”Det er en meget farlig
vej”. Faktisk havde campingpladsejeren sagt nøjagtig det samme, og da jeg
befandt mig i småbjergene for foden af Alperne, kunne jeg godt forestille mig,
hvordan vejen var, og jeg må sige, jeg var ved at blive bekymret! Så jeg
foreslog, at jeg tog en taxa. ”Det bliver meget dyrt”, var svaret. Så spurgte
jeg om mulighederne for at tage ind på et hotel. Jo, der var et, men det var
også meget dyrt. Jeg skulle lige til at sige, at en taxa til campingpladsen
sikkert ville være billigere end at tage ind på et hotel, da den anden person,
der arbejder på kontoret, sagde, at han ville køre mig dertil. Først afslog
jeg, men han så så såret ud, at jeg hurtigt ændrede mit ’nej tak’ til et ’ja
tak’, hvorefter der var smil over hele linien. Så blev jeg og rygsækken og
pilgrimsstaven læsset ind i hans bil. Og det var rigtigt nok, vejen var
temmelig dårlig, masser af uoverskuelige sving, tung trafik og ingen vejkanter,
og jeg kunne godt have gået der – jeg har gjort noget lignende før – men det
ville have været farligt, meget stressende og meget meget langsommeligt. I
løbet af den
Så havde jeg endnu en hviledag; denne gang i Vence, hvor jeg besluttede, at jeg ikke ville vandre på min fødselsdag! Vence er en meget gammel by med en bymur rundt om, beliggende på toppen af en bakke/bjerg. Her boede jeg hos de dominikanske søstre og mødte en ung dansk fyr, som havde gået Caminoen i 2004, og det havde påvirket ham så meget, at han nu forberedte sig til at blive dominikansk broder. Søstrene passer på Rosary Chapel, som blev designet og malet af Matisse. Kapellet har rene moderne linier, Matisse malerier på flisevæggene og smukke glasmosaikker, som kaster strålende mønstre i blåt, grønt og gult hen over gulvene og væggene.
Da jeg kom til Vence, var jeg godt oppe i Alperne, hvor
vejene har en kedelig tendens til at gå nord/syd, hvor jeg skulle øst/vest! Så
for en gangs skyld tog jeg GR 51, som jeg tror var den rute, der var anbefalet
af Amis. Det var hårdt med op- og nedstigningerne, men ikke værre end Camino
del Norte! Landskabet var smukt, dagen i dag og det, at jeg havde mulighed for
at opleve det, bevægede mig dybt. Stien var visse steder ganske vanskelig,
meget stejl og stenet. Det tog mig 3 timer at gå
Efter det kom der et stykke langs en højtliggende, men flad, alpevej oven over kysten forbi Monaco. Trafikken var ikke så slem, og der var rabatter det meste af vejen, men der var nogle (for mig) risikable strækninger, hvor svinget var så skarpt, at jeg måtte gå over på den anden side (mod havet), hvor det gik brat ned kun med en lav mur imellem. Jeg blev ved med at sige til mig selv: ikke kigge ned!
Efter at være kommet ned fra bjergene kom jeg til Menton ved kysten, blot en kilometer fra Italien. Her blev jeg et par dage, og til sidst måtte jeg bide i det sure æble og begynde at revurdere, hvornår jeg kunne være i Rom. Af forskellige årsager er jeg nu næsten 3 uger bagud i forhold til min oprindelige plan, og det er ikke sandsynligt, at jeg ville være i Rom før slutningen af august, måske endog begyndelsen af september. Modvilligt ringede jeg til Ash for at høre, hvad vi skulle gøre med hensyn til Folk Festivalen i Cornwall, som finder sted på Bank Holiday i august, og som vi begge er med i. Det er under ingen omstændigheder muligt for mig at nå til Rom til fods i tide til at nå at være med til festivalen. Selv om jeg ikke har problemer med at holde adskillige dage fri under vandringen, synes jeg alligevel, at hvis jeg vender tilbage til England, vil det være at bryde pilgrimsfærden. At tage toget på en del af turen for at indhente tid er udelukket. Jeg har forpligtet mig til at gå hele vejen. Vi snakkede om det, og han overvejer nu at blive hjemme for at vedligeholde hjemmesiden.
I mellemtiden, efter endnu et hvil (jeg er altså ikke ved at blive doven), tog jeg mig sammen og begav mig af sted mod Italien her til morgen, fuld af ængstelse over, hvordan vejene ville være. Til min store lettelse fik jeg en let start, da der var en vandresti langs vejen hele vejen. Jeg slog mit telt op og sov en times tid, og omsider fik jeg brugt den badedragt, som jeg har haft med hele vejen! Jeg badede i Middelhavet. Stranden var fyldt med småsten, lidt skuffende, men der blev ret hurtigt dybt, så på ingen tid var jeg på dybt vand. Vandet var skønt – meget forfriskende efter timers vandring, hvor jeg har været drivvåd af sved! Jeg vil gå et stykke tid langs Middelhavet og håber at få lejlighed til at tage mange dukkerter i havet!