Posting 15
Har gået over
Jeg har nu vandret i Italien i 11 dage, og mine bekymringer vedrørende terrænet, vejene og de italienske bilister har vist sig at være ubegrundede! Men det betyder nu ikke, at det har været uden problemer. Varmen er stadig en udfordring, og jeg har haft et par dage, hvor jeg har været helt nede, bl.a. dagen efter en dag, hvor jeg uheldigvis faldt i søvn på stranden, mens jeg ventede på, at campingpladsen skulle åbne (der var en dejlig kølig brise). Jeg blev godt og grundigt forbrændt på ryggen! Men det mærkelige er, at når jeg har haft en dårlig dag, sker der noget næste dag, som opvejer det.
Nå, men tilbage til Italien og Caminoen. Kysten har indtil nu været én lang turistbebyggelse, af og til med en bid landlig vej imellem. Jeg har vandret langs havnepromenader med dejlig havudsigt og de liguriske bjerge helt ned til vandet. Jeg har dog lært, at der parallelt med havnepromenaden ofte er en hovedgade med skygge og tillokkende glimt af varer, der kan købes, hvis blot man havde tid, penge og en måde at transportere tingene på! Mange af gaderne er i ’den gamle by’ og har ofte buer over, måske for at understøtte bygningerne på begge sider, der som regel er flere etager høje. Når jeg går på vejene mellem byerne, er der ofte en rigtig fodsti. Og hvis ikke, så er der en smal kant. Heldigvis er det sjældent, at jeg har måttet gå på veje uden andet end den hvide streg i siden. Udsynet på vejen har været god, og der har ikke været mange grimme skarpe sving. Stort set har vejen været flad med en stigning i ny og næ, som for eksempel når den går rundt om et forbjerg. Trafikken har heller ikke været slem. Der er en motorvej ca. en kilometer inde i landet, som går parallelt med Via Aurelia, og den tager al den tunge trafik. Så på min vej er der kun lokale trafikanter og turister og ingen tunge lastbiler. Alt i alt har vandringen ikke været så stressende, som jeg havde frygtet.
Kirkerne har gjort stort indtryk på mig. Som i Frankrig er de almindeligvis åbne, dog vil jeg mene, at de er oftere åbne end kirkerne i Frankrig. Det indre af kirkerne er betagende smukt. De italienske kirker, jeg har besøgt, er meget lyse på grund af arkitekturen, og væggene og lofterne er dækket af fresker. Jeg har taget mange billeder af kirkeinteriører på mine rejser, bl.a. vægmalerier, men som regel er de ikke ret gode i kameraets ’vindue’ på grund af lysforholdene. Jeg tog et billede af en af kirkerne her og forventede det samme skuffende resultat, men tværtimod! Vægmalerierne var meget tydelige. En uventet og spektakulær kirke var Johannes Døberens Basilika i Finale Marina. Arbejdet på den startede i 1619 og fuldførtes i 1780. Den er fuld af lys og med masser af fresker. I skarp modsætning til i Frankrig er der gode muligheder for at gå til messe. Jeg troede, at den italienske Riviera ville være en stærkt kommercialiseret turistzone uden meget åndeligt liv. Men faktisk har der været daglig messe de steder, hvor jeg har været, undertiden oftere. Derfor var jeg i stand til at fejre St. Jacob den 25. juli på ordentlig maner i en smuk kirke i Alassio (jeg tror, det var Alassio; jeg har sendt kortet hjem!).
I går kom jeg til Genova, og jeg må sige, at turen ind i
byen var den mest ubehagelige tur, jeg indtil nu har været ude for.
Confraternity Camino guiderne anbefaler undertiden, at man tager offentlig
transport for at undgå lange kedelige vandringer gennem bybebyggelse i meget
store byer som Montpellier, Toulouse osv. (’Jeg går naturligvis altid’, sagde
hun skinhelligt.) Genova er
Som tidligere nævnt går jeg ikke på en velbesøgt pilgrimsrute, så stor var min forbavselse og glæde over at møde en anden pilgrim! Det var i går på vej ind i Genova, og det var lige før jeg skulle til at holde pause med en kold drik og hvile. Jeg havde kigget efter et sted i ca. et kvarter, men fandt heldigvis ikke noget, ellers havde jeg ikke mødt ham. Jeg kiggede op, og der kom en fyr med rygsæk og stav gående imod mig. Han stoppede. Jeg stoppede. Vi kiggede på hinanden. Jeg kiggede på hans rygsæk, og der var muslingeskallen! Det viste sig, at han var fra Norditalien og var på vej fra sit hjem mod Santiago. Han havde gået på en del af Via Francigena for at komme til Genova og skulle den samme vej, som jeg lige havde gået! Vi var henrykte over at møde hinanden og satte os ned og snakkede. Han var bekymret for at vandre i Frankrig og havde brug for et kort. Desværre havde jeg allerede sendt mit hjem, men kunne fortælle ham om Ami’s websted, som viser ruten mellem Menton og Arles, og som også har en liste over overnatningsmuligheder. Han gav nogle oplysninger om en præst i Genova, som jeg kunne søge hjælp hos, og hvor jeg kunne få et pilgrimsstempel. Han gav mig også nummeret på en meget billig og gæstfri B&B i Genova i tilfælde af, at præsten ikke kunne hjælpe. Han ringede oven i købet til B&B’en for at sikre, at der var plads til mig. Vi udvekslede adresser og telefonnumre og tog modvilligt afsked med hinanden.
Nu starter jeg på den næste del af min rejse, men med en ændring
af planerne. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at gå ind i landet efter Genova og
støde til Via Francigena ved Pontremoli. Men kystruten har vist sig at være let
at følge, og med mit forbløffende talent for at fare vild – selv på velskiltede
ruter – har jeg besluttet at holde mig til kysten og støde til Via F. lige
efter Sarzana, hvor den er meget tæt på havet. Deraf følger, at jeg stadig ikke
ved, nøjagtig hvornår jeg kommer til Rom, eftersom jeg endnu ikke har
udarbejdet dagsmarcherne på kystruten, fordi det er på et andet kort.
Afstandene vil ikke være meget forskellige, så jeg antager stadig, at den
samlede vandring vil være ca.
Indtil da vil jeg bede en af jer lave en gættekonkurrence om, hvor mange gange jeg er faret vild på Via Francigena?! Overskuddet vil blive delt mellem vinderen og de to organisationer, som jeg støtter!
Pas på jer selv!