Posting 16
Jeg er nu på sidste del af ruten, Via Francigena, som jeg
stødte til ved Sarzana den 6. august – men først et par overskrifter, som
’kunne have været’.
1.
”Pilgrim arresteret for at vandre på forbudt vej”
Som jeg nævnte i min sidste posting, havde jeg besluttet at fortsætte langs
kysten i stedet for at gå ind i landet til Pontremoli. Det gik fint så langt
som til Sestri Levante, hvor jeg gik på Via Aurelia hele tiden. Men her går Via
Aurelia ind i landet. Kort efter Sestri går man ind i et område, der kaldes
Cinque Terre, som byder på en række naturskønne vandrestier. Først ville jeg
prøve at gå ad en af disse, men da jeg købte et detaljeret kort over området,
bemærkede jeg, at der stadig var en kystvej. Fordi jeg var doven, besluttede
jeg at støde til den uden for Sestri. Altså gik jeg ned til kystvejen, og efter
at være kommet til landsbyen ved kysten, hvis navn jeg ikke husker (og jeg har
sendt kortet hjem!), begav jeg mig af sted på vejen. Den førte til en tunnel
med trafiklys. Jeg kunne se, at der ikke var nogen gangsti eller beskyttelse
mod trafikken, som der havde været ved andre tunneler, og trafikken var
ensrettet og trafikreguleret. Der var rødt lys, men jeg gik alligevel ind. Jeg
synes, folk kiggede underligt på mig, men jeg ignorerede det. For der var en
anden person til fods foran mig.
Jeg nåede enden af tunnelen, og der var kun et kort stykke vej, før den næste tunnel startede. Nu kunne jeg ganske tydeligt se, at der ved indkørslen til den næste tunnel var et skilt, der sagde ’Adgang forbudt for fodgængere og cyklister’. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Kortet viste, at den sti, jeg oprindelig havde tænkt mig at gå på, faktisk stødte til denne, så jeg besluttede at gå videre og komme frem til den. Den næste tunnel var lidt længere og trafikken hurtigere. Jeg nåede den tredje tunnel, og som jeg gik der, kunne jeg høre støjen fra bilerne, men heldigvis var der en vigeplads. Jeg gik ind på den, og var glad for, at jeg gjorde det, eftersom trafikken var blevet tættere og kørte temmelig hurtigt forbi. Det var en ganske lang tunnel, og jeg begyndte at tælle skridtene mellem vigepladserne, så jeg vidste, om jeg skulle løbe fremad eller tilbage, når jeg hørte bilerne. Jeg huskede pludselig at have set nyheder med et videoindslag om et sammenstød i en tunnel, så fra da af spekulerede jeg på, om jeg blev optaget på video, og om det italienske politi snart ville være her og føre mig bort!
Jeg drog et lettelsens suk, da jeg nåede enden af den tredje (og ganske lange) tunnel og kunne se den sti, som jeg skulle følge – og min exit fra den forbudte vej.
2.
”Pilgrim tvunget til at tilkalde redningstjenesten”
Fra den forbudte vej tog jeg stien op, skønt den var mere tilvokset, end jeg
havde forventet. Den gik op og op og stødte til sidst til en anden og større
sti, som i begyndelsen var bredere og lettere at gå på end den, jeg lige havde
gået ad. Opstigningen fortsatte, men til min gru gik stien over til at være klippestykker.
Det var egentligt ikke særlig højt oppe, kun ca.
Omsider blev det mere fladt, og klippestykkerne blev afløst af jord, og man kunne ane en sti. Desværre kom der endnu en opstigning! På trods af udsigten til mere klatring besluttede jeg at holde en formiddagspause. Det var blevet overskyet, og det var en smule køligt, og mit tøj var vådt af sved. Jeg tog min bluse og shorts af for at lade dem tørre og hyllede mig ind i den fleece lagenpose, som jeg havde købt for et stykke tid siden, da jeg opdagede, at silkelagenposen ikke var nok (jeg havde sendt min rigtige sovepose hjem fra Aix-en-Provence for at spare på vægten).
Jeg sad lunt og godt pakket ind i fleecen og gumlede på oliven, appelsiner og chips. Netop da fløj en militært udseende helikopter hen over mig, og jeg tænkte på, om jeg skulle kalde redningstjenesten for at få hjælp til at komme ned fra denne bakke/bjerg – jeg vidste stadig ikke, hvad der var på den anden side!
Efter et godt hvil fortsatte jeg videre, og til min store glæde drejede stien væk fra den næste opstigning og gik rundt om i stedet. Jeg fortsatte forsigtigt ned gennem træerne. Det var en rigtig dejlig tur ned, og til sidst kom jeg ud på en asfalteret vej, som derefter gik meget stejlt ned til Moneglia, hvor jeg nu havde besluttet at stoppe for i dag. Tog den første campingplads, jeg stødte på, som var en med flere stjerner og en tilsvarende pris – man blev flået! Det var den dyreste plads indtil nu, og så var varmt brusebad ikke engang inkluderet, og der var ingen vaskemaskine (jeg havde satset på en kort dag, fordi jeg ville vaske stort). Jeg spildte en masse tid med at vandre rundt i byen på jagt efter et møntvaskeri, men der var kun et sted, som ikke var selvbetjening. Tøjet blev vasket, men det ville tage flere dage. Jeg gik tilbage til campingpladsen og faldt i søvn, men vågnede op, før de mørke truende skyer brød løs i et stormvejr med styrtregn. Jeg strammede bardunerne, og ja, teltet var vandtæt. Jeg var meget lettet. Efter aftensmaden lagde jeg mig til at sove, men vågnede midt om natten, fordi jeg frøs. Så tog jeg mit termotøj på, og det hjalp – og jeg, som havde overvejet at sende termotøjet hjem!
Hændelsen den
3. ”Efter
indtagelse af
Efter Moneglia gik jeg tilbage til
Via Aurelia, og det var faktisk meget roligere, end jeg havde forventet. Det
var mere som at gå på en B-vej. Der var en meget stejl stigning op til den, og
den steg yderligere, så den
Tilbage til Via Francigena.
Mine erfaringer med den har været meget forskellige. Vejmarkeringerne var i starten ikke-eksisterende eller sporadiske, men siden Montemagno på tredjedagen har skiltningen været meget god, og jeg er ikke faret vild siden! Jeg mødte et par unge italienske pilgrimme, og som det sker på Caminoen til Santiago, skiltes vi og mødtes og skiltes igen uden at udveksle adresser og telefonnumre, men så mødtes vi igen og var lige som gamle venner, der udveksler røverhistorier og om at tage en umarkeret ’alternativ’ rute. Jeg møder dem nok ikke igen, eftersom de er gået forud og ikke holder hviledage, hvorimod jeg har planer om at blive i Siena i 2 dage. Jeg håber at møde dem i Rom, da jeg ankommer ca. en dag senere end dem.
Vejret er blevet værre, og jeg blev fanget i en sand tropisk storm for et par dage siden. Temperaturskiftet var en stor lettelse, eftersom jeg var begyndt at tro, at jeg ikke ville nå til Rom. Nogle af de byer, jeg er gået igennem, var meget smukke. Jeg er ked af, at jeg ikke havde mere tid i Lucca. Det er en by med tykke mure og en jordskråning bagved. Man kan gå hele vejen rundt om. Domkirken er smuk at se på med marmorbuer og udskårne bibelske scener. Lidt lige som basilikaen i St. Gilles, hvor informationen sagde, at udskæringerne på ydersiden var en ’bog hugget i sten’. Desværre kom jeg for sent til at se det indre, men det er bestemt et sted, jeg gerne vil besøge igen. Det samme gælder for San Miniato; dog hellere ’Alto’ end ’Basso’. Alto er den gamle by med mure rundt om, beliggende på toppen af en bakke og med en vidunderlig udsigt og et turistbureau med en varm og venlig stemning.
Selve vandringen har været en blanding af veje og stier, men i går var der en strækning, som var en original romersk vej, som er restaureret. Det var nu ikke så nemt at gå på brostenene. Men der var en god atmosfære, og der var igen sol og blå himmel, men ikke uudholdeligt varmt. Som jeg gik der, tænkte jeg på, hvor besværligt det må have været at rejse i gamle dage; hvordan umagelige vogne og kærrer må have skumplet hen over stenene.
Jeg ved stadig ikke, nøjagtig hvornår jeg kommer til Rom. Jeg laver stadig planen om! Tilsyneladende er de kilometertal, jeg brugte til at udregne distancerne, ikke korrekte – de er kortere end den faktiske distance. Forhåbentlig ved jeg det, næste gang jeg skriver!