Posting 17

28. august 2006 – Viterbo (96 km tilbage)

Ja, jeg har virkelig kun 96 km tilbage. Det tog mig en evighed at udregne min endelige ankomstdato. Jeg kommer til Rom den 4. september.

Vejret er stadig køligt, og jeg kan mærke, at solen har mindre magt nu. Det er dejligt, at jeg kan sove til kl. 5.30 eller 6 eller endda 7. Det er en lettelse ikke at skulle konkurrere med solen (den vinder ofte), skønt det stadig kan være varmt om eftermiddagen – omkring 30° C eller lidt mere. Men i modsætning til at gå langs Middelhavet, så er der luft her, og den er ikke så fugtig.

For over en uge siden kom jeg til Siena, hvor jeg oprindeligt havde tænkt mig at blive 2 nætter, men jeg havde en virkelig dårlig dag, da jeg kom dertil. For første gang siden Montemagno tog jeg den forkerte sti – to gange. Den første gang var irriterende, fordi jeg tabte en del højde og skulle opad igen, men den anden gang var meget værre. Det var et område med adskillige skiltede stier, som krydser Via Francigena. Som jeg før har skrevet, hvis der en mulighed for at fare vild, så gør jeg det. Den dag startede jeg af en eller anden grund med at følge en sti, som ikke var Via F. Jeg gik rundt i skoven i flere timer, og da jeg omsider, efter en lang og hård opstigning, kom til en planche, der viste et kort over stierne, måtte jeg erkende, at jeg var gået forkert. Jeg opgav, gik tilbage og fandt en vej, som førte mig tilbage til Via F. Til sidst kom jeg til St. Martino lige uden for Siena. Her advarede guidebogen med rødt, at man skulle tage bussen, eftersom vejen var meget farlig. Jeg må indrømme, at jeg var meget træt, så jeg besluttede at følge opfordringen og tog en bus de sidste 5 km ind til Siena. Men som vi kørte der, synes jeg ikke, vejen så så farlig ud – jeg har været på det, der var værre. Så jeg tænkte, at jeg næste dag ville jeg tage bussen tilbage og gå ind i Siena. Jeg havde allerede besluttet at tilbringe 3 nætter i Siena, så jeg følte, at jeg havde tid til at gå ruten. Det gjorde jeg dagen efter, og det var ikke noget problem. Det skal dog siges, at det var en lørdag, hvor der måske ikke var så mange lastbiler på vejen, og det var august, hvor mange virksomheder er lukkede, så der ville ikke være så megen tung trafik på vejene.

Efter at vandringen var overstået, besøgte jeg katedralen. Jeg har allerede skrevet dette på et postkort til et par mennesker, men jeg var målløs, da jeg så katedralen. Jeg har aldrig set sådan kunst før. Der var de smukkeste billeder i marmor i gulvene med en sådan dybde, at det virkede tredimensionalt. Lofterne var dekorerede, og på murene var der malerier af berømte kunstnere. Og hvor der ikke hang billeder, var murene selv bemalede eller dækket af skulpturer eller polerede sten i smukke mønstre. I et siderum var der udstillet storslåede, illuminerede nodemanuskripter; enorme værker med sider på ca. 1 m x 0,6 m. Der var marmorskulpturer med utrolige detaljer. Og intet af det var prangende eller ’for meget’. Byen Siena var også smuk. Jeg udforskede kun en lille del af den gamle by med dejlige, rene gader og en enorm plads, hvor et berømt hestevæddeløb, Palio, finder sted to gange om året. Det interessante ved disse væddeløb er, at der er megen underhåndsaktivitet før løbet, som er næsten lige så interessant som løbet selv. Et hold vil hellere være nummer sjok end nummer to! Senere den aften gik jeg ud for at få noget at spise på en restaurant, som var blevet mig anbefalet af receptionisten på hotellet, og ved et lykketræf endte jeg med at dele bord med en canadisk dame, som havde set mig tidligere i dåbskapellet og hørt mig tale med manden i billetlugen, så hun vidste, at jeg talte engelsk. Vi snakkede hyggeligt sammen. Hun holdt meget af Italien og især Siena og vidste meget om Italien og Siena og Palio’en. Hun var meget interessant at tale med, og vi havde en hyggelig aften.

Jeg tog modvilligt afsked med Siena, eftersom det ville blive mit sidste ’fremstød’. Jeg vidste, at jeg ikke ville holde flere hviledage før Rom.

Siden da har jeg haft nogle interessante dage - taget en alternativ, uskiltet sti (og gået en omvej på ca. 4 km), mødt en rivende flod og taget sko og sokker af for at komme over (sådan noget forventer jeg normalt ikke at komme ud for!), og uventet fundet stien, som er Via Francigena, skønt den ikke er skiltet som sådan, men dog skiltet på kortet (og er faret vild igen!). Jeg har også mødt flere pilgrimme, bl.a. en herlig gavmild spejdergruppe, som inviterede mig på morgenmad, og som senere hjalp mig til ikke at fare vild igen på en strækning, som ikke var så godt skiltet; en fransk pilgrim, som er gået i forvejen; et par Jesuitter noviciater, som vandrede, fordi deres åndelige vejleder havde sagt, at det skulle de; og en varm udadvendt italiensk pige, som talte næsten flydende engelsk, og som jeg vandrede sammen med et par dage. Alle ankommer de til Rom før mig, da jeg har tænkt mig at tage den med ro og ikke gå mere end ca. 20 km om dagen, undtagen første etape. I dag blev det kun til 18 km, og jeg var så heldig at kunne stoppe og få et varmt bad i det fri. Jeg troede, det ville lugte af svovl, men det gjorde det ikke. Jeg fik sandelig nogle mærkelige blikke, da jeg troppede op iført støvler og med rygsæk og vandrestav og derefter brugte min kaftan som skiftetelt for at tage badedragt på! Vandet var dejligt, og meget varmt. Det var skønt at slappe af, og det var herligt at have tid til det!

Som jeg før har nævnt, er skiltningen blevet enormt meget bedre, og jeg har også en guidebog, som dækker ruten fra Lucca. Den fås på italiensk på Association of the Via Francigenas websted, og et medlem af Via F Yahoo gruppe downloadede den og kørte den gennem et oversættelsesprogram. Resultatet er ind imellem lattervækkende. Hun kalder dem ’Kryptiske Spor’, hvilket dækker meget godt. Et eksempel: ”…passér hundesnudehullet og salt på den modsatte opsparer”, eller hvad med: ”…vi drejer til venstre og fortsætter lige, uden at overveje tillid udholdt efter at vejen i stigning indikerer en til venstre”. Den første viste sig at betyde ”gå ned ad skråningen, kryds et vandløb, og gå op på den anden side”. Den anden skulle være ”se bort fra et stigende venstresving, selv om der er et skilt, der siger Via F. ad den vej”!

En anden ting, som gør livet lettere for mig, er at jeg har fået mine ’gamle slæbere’ tilbage! Efter at jeg sendte mine støvler hjem, sendte Ashleigh dem til skomageren for at blive repareret, og de blev repareret tids nok til, at han kunne nå at sende dem tilbage til Menton, hvor jeg hentede dem. Siden da har jeg ikke behøvet at gå med indlæg i støvlerne, og det slog mig for nylig, at for første gang i næsten 4 måneder vandrede jeg uden smerter. Faktisk lykkedes det mig for et par dage siden at gå 20 km non-stop – en rekord!

Lige en ting til. I min sidste posting skrev jeg om at gå på en noget ubekvem del af den romerske vej. Siden da har jeg fået at vide, at skønt det er en del af den oprindelige Via Francigena, er den sandsynligvis fra middelalderen og ikke fra romertiden. Grunden til at jeg opdagede det var, at jeg i går og i forgårs gik på en sektion, som var romersk og helt anderledes. Der var en informationsplanche, som viste byggeprincipperne. Størstedelen af vejen var lavet af basaltblokke sat sammen lidt lige som tørstensmure, sådan at overfladen var flad og let at gå på. Det var så godt lavet, at vejen stadig kunne bruges, selv efter århundreders mangel på vedligeholdelse.

Jeg ved ikke, hvad der venter mig de næste par dage, men efter at skiltningen er blevet bedre (så jeg ikke farer vild hele tiden) og vejret køligere, har der været mange gange, hvor ”my heart has soared enchanted” (med en let omskrivning af en sang fra Moore’s Melody).

Posting 16 Posting 18