Posting 19
”I’m sitting in a railway station,
with a ticket to my destination”
Sådan begynder en sang af Simon & Garfunkel indspillet i 60’erne (hvor gamle var det nu de var den gang?).
Nå, men jeg sidder på en ”boat station” med en billet til min destination. I ovennævnte sang synger duoen om at ønske at være på vej hjem. Jeg er på vej hjem, om end ad en omvej via Cornwall!
Jeg sagde, at jeg ville skrive en rigtig posting efter min ankomst til Rom, så her er den.
Efter Viterbo sagde jeg farvel til den italienske pige. Hun ville gå en anden vej end mig, og jeg vidste, at hun ville ankomme før mig. Derefter mødte jeg en slovakisk fyr, men vi skiltes også, og også han ankom til Rom dagen før mig. Endelig kom jeg til La Storta, sidste stop før Rom. Det havde været en varm og relativt lang tur. Guidebogen sagde, at man ikke skulle tage den skiltede rute, eftersom en bro var blevet skyllet væk af et jordskred. Den alternative rute var ikke skiltet og – gæt engang! – jeg endte i en eller andens forhave igen! Denne gang var porten åben, og der var en stor hvid hund, som advarede mig om ikke at gå længere. Jeg sludrede med den et øjeblik, bare for at sige, at jeg ikke var farlig. Så vendte jeg rundt og begyndte at gå tilbage. Hunden besluttede også at tage en tur ned ad Via F. og fulgte med mig. Jeg troede, den ville vende om efter en kilometer eller sådan, men nej – den nød det åbenbart. Af og til stoppede den for at vente på mig. Efterhånden så jeg mig selv komme til byen med hunden på slæb så at sige og være nødt til at gå på politistationen og sige’vær rar at bringe den her hund tilbage til dens ejer’. Hvordan mon jeg ville være blevet modtaget! Til sidst måtte jeg sige til den, at den skulle gå hjem. Den så virkelig såret ud!
Jeg fortsatte, og efter at være kommet ind på en gårdsplads og vist hen til den rigtige vej af en landmand, kom jeg tilbage på Via F. og kom til La Storta.
Jeg var nu – igen – besat af at skulle vaske tøj; jeg havde virkelig brug for at få mit tøj vasket. Jeg kiggede i min guidebog og opdagede, at overnatningen i La Storta var et par kilometer tilbage ad Cassia (SS2). Jeg havde ikke lyst til at gå i retning væk fra Rom, så jeg gik videre og så pludselig et hotelskilt. ”Jeg ta’r det”, tænkte jeg ved mig selv. Desværre var det et 3-stjernet hotel, men faktisk ikke vildt dyrt. Så jeg fik vasket mit tøj, men gjorde også noget, som jeg havde tænkt på at gøre i månedsvis. Jeg tror, jeg nævnte i en af mine allerførste postings, at jeg havde mødt en amerikansk dame, som havde givet mig en lille hvid hjerteformet knap. Jeg har villet sy den på min langærmede trøje, men så havde jeg ikke brugt den trøje siden Spanien, da det var for varmt. Jeg havde besluttet at sy knappen på ydersiden af min ’rumpetaske’, men af en aller anden grund har jeg aldrig fået det gjort. Jeg kunne under ingen omstændigheder vandre ind i Rom uden at have den fremme fuldt synlig, så jeg sad og syede den på (ja, jeg havde et lille sæt sygrej med!).
Næste morgen var jeg ude kl.
Jeg var rigtig glad for, at jeg gik til messe. Det var en dejlig måde at starte mit ophold i Rom på. Det havde en mærkelig beroligende virkning på mig. Jeg fortsatte og ankom til sidst til St. Peterspladsen.
Jeg stod der og missede med øjnene i solskinnet. Der var roligere, end jeg havde forventet, og det var jeg taknemmelig for. ”Nu er jeg her”, tænkte jeg. ”Jeg er fri. Jeg kan gå, hvorhen jeg vil”.
Der var en lang kø for at komme ind i Basilikaen, og jeg har hørt, at man kan ikke komme ind med rygsæk, så jeg besluttede at prøve at få mit Testimonium. Jeg ville ankomme som pilgrim, med skal, stav og rygsæk. Så jeg gik af sted. Jeg vidste, at det var svært for mange, men forbavsende nok blev jeg lukket ind i Vatikanet og ført til et kontor, hvor jeg mødte en dame, som spurgte om mine grunde til pilgrimsfærden. Vi talte sammen et stykke tid, og hun stemplede mit pilgrimspas og gav mig mit Testimonium. Derefter begav jeg mig derhen, hvor jeg skulle sove de næste 5 nætter.
De næste par dage gik hurtigt. Min største opgave var at indfri det løfte, jeg havde givet mange mennesker, nemlig at tænde lys for dem. Til min forbitrelse opdagede jeg, at det ikke var tilladt at tænde lys i Sankt Peterskirken. Faktisk var det et hestearbejde at finde en kirke overhovedet, hvor man kunne tænde lys. Til sidst ’ringede jeg til en ven’ igen, i dette tilfælde en præst, som jeg vidste kendte Rom godt. Hans råd gav bonus, og den næste dag, da jeg igen prøvede indfri mine forpligtelser, havde alle kirker, jeg gik ind i, et stativ med stearinlys. Jeg sendte ham senere et postkort og spurgte, om han på mine vegne havde rådført sig med ’ham deroppe’! Det lykkedes mig at tænde alle lysene og bede en bøn. Mange af dem, jeg bad for, vil modtage et postkort fra mig, men der var nogle, som jeg ikke havde adresser på, så de næste par dage vil jeg skrive endnu en posting og håbe, at de læser mine ord.
I løbet af mit ophold i Rom var jeg så heldig at møde og personligt tale med den dame, som er præsident for Association of Via Francigena, og som gør et stort stykke arbejde for sagen. Jeg fik også en guide til det bedste af Rom af et andet medlem og tilhænger af organisationen. Men først og fremmest fik jeg lejlighed til at møde den præst, som normalt tager imod pilgrimme, som vandrer til Rom. Han var der ikke, da jeg fik mit Testimonium. Vi talte lidt om turen, og han opfordrede mig til at skrive et par ord i pilgrimsregistret, som han fører. Jeg skrev:
”Jeg er en irsk pilgrim, som har vandret i 5 måneder fra Santiago de Compostela til Rom. Jeg ankom til Rom ikke i kraft af mig selv, men i kraft af Gud og alle de mennesker, som har bedt for mig og ønsket mig alt godt.”
Det mener jeg af hele mit hjerte. Det er ikke min sejr. Hvis det ikke havde været for Ashleigh, der har vedligeholdt webstedet, ville du ikke have kunnet læse mine postings. Hvis du ikke havde læst dem, ville du ikke have skrevet til mig. Hvis du ikke havde skrevet til mig, og hvis jeg ikke havde mødt alle de venlige mennesker på min vej, og hvis de venner, jeg lod tilbage, ikke havde bedt for mig, er jeg sikker på, at jeg ville have opgivet. Det er måske kedsommeligt at høre på, men det kan ikke siges for tit, hvor hårdt det nogle gange var, hvor ensom jeg var, hvor meget mine fødder gjorde ondt, hvor træt jeg var. Men der var altid hjælp, når jeg var nede. Som jeg før har skrevet, kunne det være en SMS, en e-mail, et venligt ord fra en fremmed, et menneskes løfte om at bede for mig. Det var sådan jeg kom til Rom, og dokumentationen for det findes i pilgrimsregistret i Vatikanet.
Rom er en meget stor by, og jeg havde et akut behov for at være et stille og roligt sted, så efter at have tændt lys og bedt en bøn, og efter at havde skrevet nogle postkort, begav jeg mig afsted til Trappistklostret i Bretagne for at være der et par dage. Det var lige, hvad jeg havde behov for. Nu venter jeg på båden til Plymouth, hvorefter jeg skal til St. Piran’s Oratory i Perranporth i Cornwall, hvorfra min allerførste pilgrimstur startede.
Og hvad nu? Jeg ved det ikke. Jeg forlod mit arbejde for at foretage denne pilgrimsfærd, så jeg skal til at finde et nyt arbejde. Og endnu en pilgrimstur? Igen jeg ved det ikke. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil gøre noget i den målestok igen – og dog - efter at have vandret på Camino del Norte, sagde jeg, at jeg aldrig ville gå nogen steder hen igen! Jeg ved, at jeg vil på
pilgrimsvandring til Santiago (måske bare et par uger og ikke nødvendigvis hele vejen fra den franske grænse), fordi jeg har behov for at takke Gud og St. Jacob for at have beskyttet mig. Mange har på min tur spurgt, om min næste vandring ikke skal være til Jerusalem. Jeg har tænkt meget over det og har besluttet, at det vil være for farligt at gøre alene.
Indtil da vil jeg bede alle, som har nydt at læse min beretning, og som ikke har doneret penge til en eller begge organisationer om at overveje at gøre det og således bidrage til, at min rejse har gjort en forskel.
Tak
Ann
den irske pilgrim, som vandrede i 5 måneder til Rom