Orienteringssektionen

         

Referat fra generalforsamlingen den 14. december 2011 kl. 20.00

 

Dirigent.

 

Finn Gamel blev valgt og kon­sta­tere­de derpå generalforsam­lingens lov­lig­hed.

 

Beretning.

 

Ronald Clausen gennemgik beret­ningen for sektionens 71. sæson. Ikke meget nyt fra Dansk Orienterings-Forbund. Der lægges størst vægt på at få arrangører til mesterskaber og divisionsturneringer, men det medfører for få almindelige løb. Forbundet mangler penge, og derfor blev vores kontingent til DOF sat op.

Gåsehusløb. Gåsehusløbene har generelt haft pæn deltagelse. Vi har haft 5 træningsløb i både forår og efterår. Vore træningsløb er fortsat blevet noget mere annonceret på DSR’s hjemmeside og via DSR’s ugentlige nyhedsmail, og det er med til at skabe forøget interesse. Vi har stadig adgang til Allerøds kort. Vores modydelse er alene, at Allerød kan deltage i vore løb, og der kommer ingen! I løbet af vinteren erkendte vi, at taget over stuen i Gåsehuset var begyndt at hænge. I starten af sommeren syntes vi, at det kom til at se faretruende ud. Johan og Ronald lavede en understøttelse i stuen, og en undersøgelse viste, at bjælkerne var rådne. I slutningen af august og starten af september fjernede Johan og Ronald loftsbeklædningen i stuen, og bjælkerne blev udskiftet nede fra, og herefter blev der lavet nyt loft med profilbrædder. Vi blev færdige dagen før det første Gåsehusløb.

Divisionsturnering. I samarbejde med Fredensborg og Vinderød deltog vi atter i årets divi­sionstur­nering. Vi stiller op i 6. division. Vi har haft pænt fremmøde og klaret os godt. Vi har haft løbere på næsten alle baner, og disse har scoret pænt alle sammen. Resultatet blev, at vi vandt alle matcher i de to indledende runder, hvorefter vi skulle deltage i oprykningsmatchen, og her kom vi på en delt 2. plads. Reglen er, at de 2 bedste skal i 5. division. Enden på det hele blev, at de 3 bedste kommer i 5. division, som så bliver på 5 hold i 2012. Resultatet er, at vi for første gang har fjernet os fra den laveste division.

Åbne løb. Som nævnt tidligere år, for få deltagere til disse løb. Det er en skam, at der ikke er nogle flere, der vil deltage i regional- og kredsløbene og dermed opleve at løbe i andre skove end Ravnsholt. Helge Tillingsøe er fortsat meget aktiv, både dag-, nat- og MTB-Orientering. Helge fik sølv i DM-sprint den 9. april i Silkeborg.

Stifinderløb. Vi arrangerede det 66. Stifinder­løb den 1. maj i Tisvilde Hegn med stævneplads ved Stængehus. Det var med den sædvanlige bemanding: Ole Hørup som stævneleder, og Ronald som banelægger.  Igen havde vi vintervejr i Danmark, så det var svært at komme i gang. Vi havde igen en banekontrollant, som gik ind i kontrol af banerne og ikke kun kontrol af posterne. Det gav helt sikkert nogle gode baner, men samtidigt en del ekstraarbejde for banelæggeren. Vi havde et meget fint løb. Vejret var også med os. En stor tak til alle der hjalp til. Vi har brug for alle, når vi skal lavet sådan et løb. Det er dejligt at vi kan kalde på både familie og venner. Vi endte med at have alle de officials, som vi havde behov for.  Vi har tidligere fastlagt startudgiften ved at budgettere med, at løbet skal givet et overskud, som er lig med vores kontingent til DOF. Vi har ramt loftet for startafgift. Vi tog 75 kroner for seniorer, og det er noget som ligner maksimum. Hvis løbet skal give større overskud, så må vi lave det billigere. Vi har allerede forpligtet os til at lave et løb næste år. Det bliver den 6. maj 2012 i Tokkekøb Hegn. Det er samme weekend som Tiomila i Sverige, og der er også KUM i Jylland, så vi må forvente, at dette giver færre deltagere. I maj 2012 skal vi byde på løb i 2013. Vi mener, at det er væsentligt for os at fortsætte med at lave Stifinderløb, så derfor vil styret fortsætte med at lægge billet ind på at arrangere løbet. Generalforsamlingen kan naturligvis beslutte noget andet.

Klubmesterskab. Vi havde i år valgt at deltage i HSOK’s kredsløb i Gurre Vang den 2. oktober. Dameklassen blev vundet af Lena Hamborg og hos herrerne blev Helge Tillingsøe klubmester. Til lykke til begge.

Fremtiden. Ingen større ændringer planlagt.

 

Regnskab.

 

Michael Remod gennemgik regnskabet. Kontingentindtægt på 3.650 kr. mod 2.925 kr. sidste år og kontingent til DOF på 11.311 kr. mod 9.448 kr. i 2010. Faktisk er kontingentet til DOF blevet næsten fordoblet siden 2007.  Udgiften til startgebyrer til årets 3 divisionsmatcher er på 2.975 kr. mod 1.535 kr. til sidste års to matcher. Vi havde 397 deltagere til årets Stifin­derlø­b, hvilket gav startafgifter på 27.425 kr. mod 32.195 kr.  sidste år, hvor der var 464 deltagere. Kørepengene udgør en stor del af udgifterne, i år 6.740 kr. og sidste år 5.720 kr.  Det samlede resultat for Stifinderløbet blev et overskud på 7.490 kr. mod 9.420 kr. sidste år. Det samlede regn­skab for sektionen ud­viser et underskud 3.391 kr. sammenlignet med et overskud på 1.268 kr. sidste år. For­muen er på 54.900 kr.

Årskontingentet for sæsonen 2011/2012 blev hævet fra 100 kr. til 125 kr. for aktive medlemmer, primært som følge af stigende kontingenter til DOF. Uændret 50 kr. for passive medlemmer.

Sektionen har 43 medlemmer, heraf 1 æres­medlem.

 

Indsendte forslag. Ingen forslag.

 

Valg af styre.

 

            Formand:         Ronald Clausen, genvalg.

            Kasserer:         Michael Remod, genvalg.

            Sekretær:         Johan Frydendahl, genvalg.

            PR‑arbejde:     Hans Juul Andersen,  genvalg.

 

Revisor.  Poul Nissen, genvalg.

 

Eventuelt.

 

Det 67. Stifin­derløb finder som nævnt sted den 6. maj 2012 i Tokkekøb Hegn. Ole Hørup er stævneleder og Ronald er banelægger. Som sædvanlig har vi brug for mange hjælpere, så bemærk allerede nu datoen.

 

Johan Frydendahl.