Efterskrift

Det er vist ved at være rutine for os, for det var ikke svært at glide ind i hverdagen igen. Omvæltningen var dog størst for Ronald. Af de tre lange ture, vi har været på, var Santiagoturen den korteste i både tid og længde, men til gengæld den mest grænseoverskridende, fordi det var den første, og alt var ukendt. Samtidig var der varmerekord i Europa den sommer. Den anden tur, som gik til Rom, var på alle fronter den mest begivenhedsrige – og også meget varm. Dette års tur til Kirkenes var den længste i kilometer og udmærkede sig ved at være den koldeste, mest blæsende og mest øde tur, vi har været på. Når vi begiver os ud på langtur, planlægger vi intet andet end den overordnede rute, og køber så vidt muligt kort hjemmefra. Alt hvad vi oplever, kommer til os udefra, og vi tager en dag ad gangen. Hvis der er noget sightseeing undervejs, tager vi det med, hvis vi har lyst. Det er det uforudsigelige, der gør det spændende. Hvor skal vi sove i nat?!

Vi undgik alvorlig sygdom og uheld, men Ronalds knæ er dog ikke helt ’knirkefrit’, og Birthes astma ligger altid i baggrunden og truer. Men vi havde nogle skavanker af forskellig slags, som dog ikke forhindrede os i vores forehavende. Noget af det skyldtes måske, at forplejningen undervejs har været meget ensformig, og vi har fået alt for lidt grøntsager og frugt. Når vi selv skulle lave mad, var det en pastaret, og når vi spiste ude, var det som regel pizza eller burger. Kun få gange har vi fået ’rigtig’ kokketilberedt mad. Vi tabte os begge ca. 8 kg, men har nu taget alt på igen. Det gik hurtigt!!

Campingpladser er der ikke voldsomt mange af i hverken Sverige, Norge eller Finland. Eller rettere der er langt imellem dem. Nogle gange viste det sig, at pladsen var nedlagt, eller måske aldrig har eksisteret. Kvaliteten var som regel god. Kunne man ikke finde en campingplads, har man i de tre nordiske lande altid den mulighed at campere frit, hvilket vi benyttede os af adskillige gange. Dog var terræn og omgivelser ikke altid egnede til det.

I Sverige er der Sverigeleden. Man cykler på almindelige mindre veje, skiltningen god og gennemført, og trafikken sparsom. Der er ingen egentlige cykelveje, undtagen hvor det er en nedlagt jernbane. Sverigeleden var glimrende at følge. Mærkeligt at der ikke var flere cykelturister. I den lille bid af Norge, hvor vi var, var der ingen cykelruter, men vejene var af god kvalitet. I Finnmarken var der meget øde, men langs Varangerfjorden var der en ret stærk trafik. Og vejen var tilmed smal og uden plads til cyklister, men der var ikke noget alternativ. Finland er ikke indstillet på cyklister. Man kan fint cykle på de mindre veje uden megen trafik, men på de store trafikerede veje er det noget af en prøvelse. Ganske vist er der nogen steder plads uden for den hvide stribe, men den er ikke beregnet til cykler, og vi har oplevet, at man har lavet rumlerille midt i den. Mellem de større byer kan der dog være cykelsti.

Med hensyn til materiellet så holdt teltet med undtagelse af en teltstangskanal, der revnede. Flere teltstangselementer revnede, men vi havde reserver med. Cyklerne som sådan holdt, men Ronalds kæde, klinge og krans var fuldstændig slidt op. Ingen punkteringer, ingen dækskift.

Lidt statistik:

Vi kørte i alt 5.624,9 km, hvilket er ca. 68,6 km pr. dag i snit.
Vi brugte kr. ca. 7.975 til overnatning, i snit ca. kr. 98 pr. nat.

Vi havde ikke mange udgifter undervejs ud over det nødvendige, og når man fraregner de hjemlige leveomkostninger, har økonomien nærmest været staus quo.

Om alt går vel, og helbredet holder, pakker vi i 2011 igen cyklerne og drager ud i det blå. Vi glæder os allerede J. Just do it!