Fra idé til start 2009

Da vi kom hjem fra Rom i 2007, var der ingen tvivl. Vi ville afsted igen, forudsat at helbredet ... og så videre. Igen var spørgsmålet: Hvad skal målet være? Både turen til Santiago de Compostela i 2003 og turen til Rom i 2007 var inspireret af at være gamle pilgrimsmål. Skulle vi have fulgt den linje, burde det næste mål være Jerusalem, men vi havde absolut ikke lyst til hverken vejen eller målet. Det skulle også helst være noget helt andet. Blikket blev derfor rettet mod nord. Nordkap var en mulighed, med vi havde været på Nordkap i bil og vidste, at der ville blive kørsel i nogle lange tunneller på det sidste stykke, så det fristede ikke. Vi fik derfor tanken, at vi kunne lade turen gå til Kirkenes, det nordøstligste hjørne af vores vestlige verden. Det støreste klimatiske problem på de to tidligere ture har været varmen. Vi forventede ikke, at det ved dette mål ville blive noget problem. Måske ville det blive kulden, men det måtte vi kunne forberede os på. Vi var klar over, at der er øde i Nordskandinavien, men er det for øde? Er det muligt skaffe sig mad og vand tilstrækkeligt ofte?

Hvis Kirkenes var målet, hvad skulle vejen så være? Vi fravalgte straks at tage turen op gennem Norge. Det mente vi var for kuperet. Vi satsede på at skulle cykle begge veje. Derfor skulle det helst få karakter af en rundtur. Vi besluttede hurtigt, at udturen skulle gå mod nord gennem Sverige, og derfra til Norge og Kirkenes. Hjemturen kunne gå mod syd gennem Finland. Vi kunne sejle fra Turko til Stockholm, og så cykle hjem derfra. I et inspireret øjeblik fik en af os den idé at lade turen gå over Ålandsøerne. Første tanke var at tage færgen fra Turko til Mariehamn. Vi studerede sejlruterne og opdagede, at der gik mange småfærger mellem øerne. Det tiltalte os, og vi besluttede at satse på de små skærgårdsruter fra Osnäs via Brändö og Vårdö til Mariehamn, og så med en stor færge fra Mariehamn til Stockholm.

I Sverige er der flere cykelruter. Der er lavet en beskrivelse af dem, og de er skiltet. De er lavet af forskellige organisationer, og beskrivelserne er udgivet af forskellige forlag. Vi fandt frem til den cykelrute, som hedder ”Sverigeleden”. Hovedruten starter i Helsingborg og slutter i Karesuando, som regnes for Sveriges nordligste by. Vi købte de 6 hæfter, som beskriver ruten. De vejede tilsammen næsten et kilo, så det var et væsentligt bidrag til bagagen, men vore erfaringer med at få fat i kort undervejs er dårlige. Vi valgte at afvige fra leden på den første del af turen. Vi ville fange den igen ved Falköping og så følge den hele vejen til Karesuando. Vi havde kort i målestok 1:1.000.000, der dækkede hele Nordskandinavien og Finland. Dem ville vi anvende på turen fra Karesuando til Kirkenes og videre i Finland. Åland er dækket af Finlandskortet. Fra Stockholm ville vi igen anvende hæfterne til at finde vej langs østkysten for at støde til leden som skulle føre os tilbage til Danmark. Dette blev planen, og vi var indstillet på, at detaljerne skulle planlægges undervejs.

Hvornår skulle vi starte? Vi regnede med, at turen ville være af omtrent samme længde som turen til Rom, hvilket var cirka 5.400 kilometer. Vil ville derfor afsætte 3 måneder til turen. Ronalds aftale med hans arbejdsgiver er, at firmaets seniorordning gør dette muligt. Vi skulle være hjemme 1. september af hensyn til bridgeklubberne. Vi forventede, at sommeren kommer sent oppe i nord. Derfor skulle afrejsen være senest muligt. Det blev 1. juni, som samtidigt var 2. pinsedag.

te by. Vi købte de 6 hæfter, som beskriver ruten. De vejede tilsammen næsten et kilo, så det var et væsentligt bidrag til bagagen, men vore erfaringer med at få fat i kort undervejs er dårlige. Vi valgte at afvige fra leden på den første del af turen. Vi ville fange den igen ved Falköping og så følge den hele vejen til Karesuando. Vi havde kort i målestok 1:1.000.000, der dækkede hele Nordskandinavien og Finland. Dem ville vi anvende på turen fra Karesuando til Kirkenes og videre i Finland. Åland er dækket af Finlandskortet. Fra Stockholm ville vi igen anvende hæfterne til at finde vej langs østkysten for at støde til leden som skulle føre os tilbage til Danmark. Dette blev planen, og vi var indstillet på, at detaljerne skulle planlægges undervejs.

Hvornår skulle vi starte? Vi regnede med, at turen ville være af omtrent samme længde som turen til Rom, hvilket var cirka 5.400 kilometer. Vil ville derfor afsætte 3 måneder til turen. Ronalds aftale med hans arbejdsgiver er, at firmaets seniorordning gør dette muligt. Vi skulle være hjemme 1. september af hensyn til bridgeklubberne. Vi forventede, at sommeren kommer sent oppe i nord. Derfor skulle afrejsen være senest muligt. Det blev 1. juni, som samtidigt var 2. pinsedag.