Foregående

 

1.    juni 2007

 

Canterbury – Calais

 

Det startede rigtig godt i dag, men varede alligevel ganske kort. Vi forlod Canterbury kl. 7. Der er flere forskellige veje fra Canterbury til Dover, og den, vi havde regnet med at tage, var på ca. 30 km. På et tidspunkt for vi vild, men fandt en anden sti, som vi besluttede at følge. Heldigvis fik Dan efter 12 km øje på et skilt, for efter at have fundet stien gik vi i den forkerte retning!!!! Vi havde stadigvæk 30 km tilbage! Hvis vi havde fortsat, ville vi være kommet tilbage til Canterbury inden for en time. Det var alt sammen temmelig demoraliserende. Især da vi havde besluttet ikke at spise morgenmad, før vi startede, men vente til vi kom til den første café. Den er endnu ikke dukket op…

 

Så det var to meget sultne og lettere nedslåede pilgrimme, som startede igen på en 30 km vandring til Dover. Vi hørte fra nogle mennesker, at der var et bageri ikke så langt væk. Jeg besluttede at finde det, mens Dan gik videre. Bageriet viste sig at være ca. 1 km væk, så det opgav jeg. Men det var en velsignelse at kunne gå alene, eftersom jeg begyndte at føle mig meget nedslået og øm. Det var skønt at kunne hvile sig, når som helst jeg havde lyst til det.

 

Efter endnu 8 km på tom mave kom der lidt hjælp. Skiltene til stien virkede lidt underlige, og for ikke at fare vild igen besluttede jeg at følge bilvejen, hvilket førte mig til en vogn ved vejsiden, hvor to dejlige engelske piger lavede mig den bedste hotdog, jeg nogensinde har fået. De kaldte den ’bredt brød’, og det var snarere stor morgenmad indpakket i brød. Tre æg, bacon, tomat, pølse og champignoner, alt sammen i det største pølsebrød, jeg nogensinde har set. Det var FORBLØFFENDE!! Som sendt fra himlen. J

 

Herefter var vandringen ren tortur. Jeg havde ikke trænet før starten, og da jeg havde alt for megen vægt i min rygsæk, begyndte jeg at blive mere og mere demoraliseret. Jeg var psykisk forberedt på 30 km vandring, men 40 km den første dag var ikke godt, især ikke når jeg skulle vandre de næste 20 km langs bilvejen.

 

Mange pauser, to vabler og mange mp3-sange senere kom jeg vaklende ned til færgelejet ved 18-tiden. Heldigvis var Dan der også, så vi tog med det samme båden til Calais. Vi ankom ca. kl. 22 og hørte, at der var en campingplads lige uden for byen. Vi besluttede at spise først og satte begge en velfortjent bøf til livs.

 

Efter middagen fortsatte vi. Vi troede, campingpladsen var ca. 200 m væk, men efter ca. 1 km besluttede vi at campere i en park. Heldigvis var der en hæk rundt om, så vi var ikke synlige fra vejen, og når man ser bort fra nogle fulde teenagere, ville vi have haft en rolig nat.

 

Og tak for teltet, Debbi. Det er SKØNT!

 

Det var ikke helt den start, jeg håbet på, men en start var det. Minder fra Camino de Santiago begynder at dukke op. Det er sjovt, som folk (inkl. mig selv, og jeg burde dog vide bedre) lader til at have et romantisk syn på pilgrimsture. Men efter at have foretaget én, ved man, at det er pokkers hårdt arbejde!!! Jeg giver min oppakning en uge, og hvis jeg stadig kæmper med den til den tid, sender jeg en masse ting hjem…

 

Næste