11. juli 2007
Martigny – Orsières
Det hastede
ikke med at komme i gang her til morgen, eftersom der var en lille chance for
at Dan ville dukke op. Jeg er sikker på, at han bliver der et par dage, men man
ved aldrig. J
Jeg kom endelig af sted ved 11-tiden, og det var en smuk dag. Der er ca. 45 km
til St. Bernhardpasset, så hvis jeg kan nå 20-25 km i
dag, vil jeg være tilfreds.
Jeg kom kun
ca. 1 km ned ad vejen, før Dan ringede. Jeg var lige ved stationen, og hans tog
skulle til at gå, så jeg sagde, jeg ville vente den halve time, inden han kom.
En halv time senere ringede han, og sagde, at han var stået af en station før.
Det var kun 3 minutter med tog, og i stedet for at vente på næste tog, sagde
han, at han ville gå. En time senere tænkte jeg, det var håbløst og fortsatte.
En kilometer senere så jeg ham, hvor sad han og spiste frokost og undrede sig
over, hvor jeg blev af. Det viste sig, at han havde sprunget den station, hvor
jeg var, over og var stået af på den næste... idiot!!!
J
Da vi endelig
kom i gang, var klokken blevet 14, men vi var stadig ret sikre på, at vi ville
nå de 20 km i dag.
Så fik vi den
idé, at i stedet for at gå i
dalen de første 10 km ville vi gå op over bjerget. En fejltagelse af
dimensioner! Efter 5 minutter blev vi nødt til tage vores første pause.
Latterligt. Vi prøvede at bestige et bjerg ved at zigzagge op ad en næsten
lodret sti… og med 20 kg på ryggen! Men vi var stædige og nåede til sidst
toppen. Dan var i meget bedre form, end jeg var. Den sved. Det var tid til en
øl… Jeg ville gerne kunne sige, at det var sliddet værd, men selv om udsigten
var spektakulær, ville jeg ikke gøre det igen med rygsæk på. J
Vi gik så et
kort stykke vej hen ad bjergkammen, før vi gik lige ned i dalen. Jeg er sikker
på, at når jeg ser tilbage på fotoene og videoen, vil det være skønt, men jeg
var glad for at være tilbage på en mere jævn vej.
Det var en ret
let tur til Orsière. I morgen bliver det en vandring
på ca. 30 km
Dan fik den
gode idé at tjekke i klostret for at se, om vi kunne sove der. Uanfægtet af
gårsdagens afvisning bankede vi på døren. Pateren havde set os komme gående op
ad vejen og ventede os. Sikke en behagelig overraskelse. Skønt! Han tilberedte
os et måltid, og vi fik madrasser at sove på.
Dan gik for at
gøre et telefonopkald, mens jeg gik i bad. Han kom tilbage og sagde, at byen
var ’i festhumør’. Han gik for at gøre endnu et telefonopkald, så vi aftalte at
mødes på denne ’festlige’ bar, han havde set.
Jeg gik ud,
men så ikke gnist af liv nogen steder. For mig lignede det en spøgelsesby. Da
Dan kom tilbage, var han forbavset over, at han ikke havde set mig i byen.
Sikke en turist. Han forsikrer mig om, at der var en bar fuld af mennesker på
bytorvet??? J