12.
juli 2007
Orsières – St. Bernhard
Vækkeuret
ringede kl. 6 i morges, da vi gerne ville nå St. Bernhardpasset
så tidligt, at vi kunne nå at slappe af og nyde det. Vejret var også godt, og
det så ud til at blive en rigtig god dag.
Vi
forlod Orsières kl. 7.30 og for vild, inden vi havde
gået en halv kilometer. Pateren i klostret havde lånt os et kort, så jeg var
temmelig sikker på, hvad vej vi skulle gå, men Dan var noget skeptisk. Der er
masser af forskellige vandrestier her, så man kan nemt tage den forkerte.
Alt
endte godt. Da vi først var på den rigtige sti, var udsigten pragtfuld, men
igen var det noget af en klatretur. Efter ca. 10 km delte stien sig. Den ene
gik op over bjergkammen, og den anden ned i dalen. Dan ville tage opover, men
efter gårsdagens anstrengelser var jeg ikke så vild med det. Så han tog kortet,
og vore veje skiltes. Jeg havde en skøn vandretur gennem skoven ved siden af
floden. Det var dejligt.
Der
var to retter, vi måtte prøve i Schweiz, men vi havde ikke prøvet nogen af dem
endnu. Den ene var fondue, og den anden rösti. Da jeg
så en landsby oppe over mig, måtte jeg gå op og se…
Jeg
var heldig. Der lå en vidunderlig lille restaurant oppe på en stejl bakke med
udsigt over dalen og de snedækkede bjergtinder. Og de havde fondue. Jeg havde
aldrig smagt fondue før og vidste ikke, hvad jeg kunne forvente, men det var
skønt! Schweizerne kan gøre alting rigtigt! Sjovt nok havde jeg som barn prøvet
at smelte ost på stegepanden, men jeg havde altid spist det, som det var. Sikke
et dejligt måltid. Jeg kan forestille mig, hvor herligt det vil være at komme
fra skibakkerne hertil og sætte sig ned og få varmen
med fondue.
Min
videre vandring førte mig forbi en stor dæmning og derefter mod passet.
Da
Dan og jeg skiltes, mente jeg, at der kun var et sted, hvor jeg kunne gå
forkert uden et kort. Jeg håbede blot på, at der var skiltet. Det var der ikke,
og ja, jeg gik forkert. J
Det var ikke så slemt, som det kunne have været. Eftersom jeg vidste, at jeg
kunne gå forkert, blev jeg hurtigt klar over det. Jeg tænkte, at jeg kunne
rundt om bjergkammen og støde til stien igen, men det kunne man ikke. En
rivende smeltevandsflod kom i vejen. Jeg måtte tilbage, hvilket viste sig at
give en ekstra oplevelse: et par ’mammut’ løb foran mig. Seje små dyr. Jeg kom
tilbage til stien, og så gik det lige op til passet.
På
grund af det dårlige vejr for nylig, har alle sagt, at der vil være sne i
passet, men i dag var det varmt. Jeg var så heldig at se nogle få sneklatter, men jeg tror ikke, de vil blive liggende ret
længe. Der er virkelig smukt på toppen. Hotellerne ligger rundt om en sø
omkranset af snedækkede bjerge.
Alle,
der kender denne rute, har sagt, at vi bliver nødt til at overnatte på
herberget i St. Bernhardpasset. Når vi har spurgt, om
det var nødvendigt at reservere plads, var svaret altid det samme: ”De har
altid plads til pilgrimme”. Pateren i klostret, hvor vi sov sidste nat, har
arbejdet der i 12 år og kunne bekræfte det, da vi spurgte ham. Men det ser ud
til, at i nat var
undtagelsen. L
En
gruppe skolebørn havde taget for lang tid om at komme op fra dalen, og da jeg
gik for at checke ind, sagde de, at der var optaget,
men jeg kunne prøve i restauranten ved siden af, om de havde plads. Jeg havde
forventet, at det var et nødherberg for pilgrimme,
men det var bare et hotel! Det forstod jeg ikke, så jeg gik tilbage for at
sikre mig, at de forstod, at jeg var pilgrim. Kvinden forstod det, og da hun
hørte, at jeg havde overnattet hos Pateren i Orsières
natten før, gjorde hun plads til mig. J
Eneste betingelse var, at jeg skulle spise på en af restauranterne, da de
allerede havde for mange gæster til middag. Det passede mig fint; det gav mig
en chance for at prøve rösti. Dette måltid serveres
på en bund af kartofler dækket med skinke og smeltet ost. Helt fantastisk!
Jeg
delte værelse med tre børn fra Makedonien. De talte alle godt engelsk og
underholdt mig hele natten. Det var heldigt, at Dan ikke var der. Jeg regnede
med, at det ville tage ham et par timer mere end mig at nå hertil, men da det
begyndte at blive mørkt, spekulerede jeg på, hvad der var sket. Heldigvis havde
han fundet en landsby, hvor han havde lånt en eller andens telefon for at ringe
til mig. Han var stadig 3 timer væk!
Der
er en chance for, at han vil vandre hele vejen til Aosta
i morgen, men jeg har en fornemmelse af, at vi ikke kommer til at mødes i et
stykke tid. Han har overvejet at vandre direkte til Jerusalem, eftersom Rom
ikke siger ham noget. Det bliver interessant at læse hans næste e-mail.
I
morgen er det Italien!