Foregående

12. juli 2007

Orsières – St. Bernhard

 

Vækkeuret ringede kl. 6 i morges, da vi gerne ville nå St. Bernhardpasset så tidligt, at vi kunne nå at slappe af og nyde det. Vejret var også godt, og det så ud til at blive en rigtig god dag.

Vi forlod Orsières kl. 7.30 og for vild, inden vi havde gået en halv kilometer. Pateren i klostret havde lånt os et kort, så jeg var temmelig sikker på, hvad vej vi skulle gå, men Dan var noget skeptisk. Der er masser af forskellige vandrestier her, så man kan nemt tage den forkerte.

Alt endte godt. Da vi først var på den rigtige sti, var udsigten pragtfuld, men igen var det noget af en klatretur. Efter ca. 10 km delte stien sig. Den ene gik op over bjergkammen, og den anden ned i dalen. Dan ville tage opover, men efter gårsdagens anstrengelser var jeg ikke så vild med det. Så han tog kortet, og vore veje skiltes. Jeg havde en skøn vandretur gennem skoven ved siden af floden. Det var dejligt.

Der var to retter, vi måtte prøve i Schweiz, men vi havde ikke prøvet nogen af dem endnu. Den ene var fondue, og den anden rösti. Da jeg så en landsby oppe over mig, måtte jeg gå op og se…

Jeg var heldig. Der lå en vidunderlig lille restaurant oppe på en stejl bakke med udsigt over dalen og de snedækkede bjergtinder. Og de havde fondue. Jeg havde aldrig smagt fondue før og vidste ikke, hvad jeg kunne forvente, men det var skønt! Schweizerne kan gøre alting rigtigt! Sjovt nok havde jeg som barn prøvet at smelte ost på stegepanden, men jeg havde altid spist det, som det var. Sikke et dejligt måltid. Jeg kan forestille mig, hvor herligt det vil være at komme fra skibakkerne hertil og sætte sig ned og få varmen med fondue.

Min videre vandring førte mig forbi en stor dæmning og derefter mod passet.

Da Dan og jeg skiltes, mente jeg, at der kun var et sted, hvor jeg kunne gå forkert uden et kort. Jeg håbede blot på, at der var skiltet. Det var der ikke, og ja, jeg gik forkert. J Det var ikke så slemt, som det kunne have været. Eftersom jeg vidste, at jeg kunne gå forkert, blev jeg hurtigt klar over det. Jeg tænkte, at jeg kunne rundt om bjergkammen og støde til stien igen, men det kunne man ikke. En rivende smeltevandsflod kom i vejen. Jeg måtte tilbage, hvilket viste sig at give en ekstra oplevelse: et par ’mammut’ løb foran mig. Seje små dyr. Jeg kom tilbage til stien, og så gik det lige op til passet.

På grund af det dårlige vejr for nylig, har alle sagt, at der vil være sne i passet, men i dag var det varmt. Jeg var så heldig at se nogle få sneklatter, men jeg tror ikke, de vil blive liggende ret længe. Der er virkelig smukt på toppen. Hotellerne ligger rundt om en sø omkranset af snedækkede bjerge.

Alle, der kender denne rute, har sagt, at vi bliver nødt til at overnatte på herberget i St. Bernhardpasset. Når vi har spurgt, om det var nødvendigt at reservere plads, var svaret altid det samme: ”De har altid plads til pilgrimme”. Pateren i klostret, hvor vi sov sidste nat, har arbejdet der i 12 år og kunne bekræfte det, da vi spurgte ham. Men det ser ud til, at i nat var undtagelsen. L

En gruppe skolebørn havde taget for lang tid om at komme op fra dalen, og da jeg gik for at checke ind, sagde de, at der var optaget, men jeg kunne prøve i restauranten ved siden af, om de havde plads. Jeg havde forventet, at det var et nødherberg for pilgrimme, men det var bare et hotel! Det forstod jeg ikke, så jeg gik tilbage for at sikre mig, at de forstod, at jeg var pilgrim. Kvinden forstod det, og da hun hørte, at jeg havde overnattet hos Pateren i Orsières natten før, gjorde hun plads til mig. J Eneste betingelse var, at jeg skulle spise på en af restauranterne, da de allerede havde for mange gæster til middag. Det passede mig fint; det gav mig en chance for at prøve rösti. Dette måltid serveres på en bund af kartofler dækket med skinke og smeltet ost. Helt fantastisk!

Jeg delte værelse med tre børn fra Makedonien. De talte alle godt engelsk og underholdt mig hele natten. Det var heldigt, at Dan ikke var der. Jeg regnede med, at det ville tage ham et par timer mere end mig at nå hertil, men da det begyndte at blive mørkt, spekulerede jeg på, hvad der var sket. Heldigvis havde han fundet en landsby, hvor han havde lånt en eller andens telefon for at ringe til mig. Han var stadig 3 timer væk!

Der er en chance for, at han vil vandre hele vejen til Aosta i morgen, men jeg har en fornemmelse af, at vi ikke kommer til at mødes i et stykke tid. Han har overvejet at vandre direkte til Jerusalem, eftersom Rom ikke siger ham noget. Det bliver interessant at læse hans næste e-mail.

I morgen er det Italien!

Næste