Foregående

 

12. juni 2007

 

TergnierSeptvaux

 

 

I dag var en rigtig pilgrimsdag! Det var herligt!

 

Vi stod op ved 9-tiden og besluttede at indtage en McBreakfast. Vi pakkede vores tasker ud bagerst i restauranten og tilsluttede vores elektroniske grej i alle de stik, vi kunne finde. Vi forlod først stedet efter frokost. Jeg ved ikke, hvad de tænkte om os, men de smed os i hvert fald ikke ud.

 

Vi fik også vores madbeholdning fyldt op, og fordi vi havde oplevet dage med stor sult, overdrev vi begge en del. Jeg endte med at have 5 kg mad! Frokost var en svir med forskellige oste og skinke. Uhmmm!

 

Vi gik i et behageligt tempo, og snart begyndte vejen at gå op ad nogle småbakker ind i en skov. Endelig lagde vi de forbistrede hvedemarker bag os!!!

 

Vi kom til en smuk lille by, hvor husene var pletfrie, og vi mødte en ung fyr ved navn Baptiste. Han var rigtig sej og ville gerne øve sit engelske, så han fulgte med os ca. en kilometer. Så forsvandt han og dukkede op igen et kvarter senere i bil. Han tilbød os et lift til den næste by og kunne ikke få det ind i sit hoved, at vi ønskede at vandre. Han havde øl med, så vi fandt et sted, hvor vi sad og snakkede. Derefter gik han efter cigaretter. Vi sagde, vi ville møde ham i den næste by.

 

Det var Septvaux, som også var en smuk by. Der var et kloster fra det 12. århundrede, beliggende på en bakke over byen. Der var også en herlig lille restaurant i byen. Vi fik et par øl mere, før vi sagde farvel og tak.

 

Så besluttede vi at campere i skoven et par kilometer derfra. Området var vidunderligt, men der var flere insekter, myg og andet kravl, end jeg har set længe. Her fik jeg også min første flåt…

 

Næste