Foregående

 

13. juni 2007

 

SeptvauxLaval-en-Laonnoise

 

Endnu en dejlig dag.

 

Vi overlevede krybet og fik en fornuftig start på dagen. Vi stoppede i den første by, hvor der var en café. Her fik vi en kop kaffe.

 

Det mest iøjnefaldende ved byen var et psykiatrisk hospital, så der var en masse mærkelige mennesker rundt om i byen. Netop som vi skulle til at gå, forsøgte en af dem at få en samtale i gang med os. Eftersom han talte fransk, var vi ikke engang sikre på, at han talte til os, men jeg mumlede, at jeg ikke forstod, hvad han sagde, idet vi gik forbi. Da han opdagede, at vi talte engelsk, blev han endnu mere ivrig, og inden længde havde han inviteret os ind til en drink. Som de gode pilgrimme vi var, kunne vi ikke afslå. Han havde kun rosévin i køleskabet… så det var rosévin som morgente. Han hed Antoine, og vi følte os ganske godt underholdt i over en time. Han var herlig!

 

Da vi skulle til at tage afsked, ville han give mig en gave, så han for ind igen og kom tilbage med en perfekt vandrestav. Jeg var meget imponeret. Tak, Antoine. J

 

Det var rigtig dejligt at vandre i dette område. Vi prøvede så vidt muligt at holde os væk fra vejene, men på et tidspunkt kom vi uden for stien og for vild. Vi kiggede på kortet og fandt ud af, at vi skulle have været 2 km længere mod syd. Vi kom til et vejkryds med tre veje, der i store træk gik mod syd, men ingen af dem var på vores kort. Jeg havde en fornemmelse af, at naturen prøvede at advare os mod at vælge nogen af dem, men vi lyttede ikke. Først så vi en død krage lige før krydset, og da vi var ved at beslutte, hvilken vej vi skulle tage, trådte jeg Dans stav i stykker, og for at fuldende billedet kom en bonde forbi og sagde, at alle disse veje var blinde og ”TAG IKKE NOGEN AF DEM”.

 

Men vi lyttede ikke til nogen af disse tegn, og med kompasset i hånden gik vi videre. Det varede ikke længe, før vejen endte, og vi måtte bane os vej gennem høje brændenælder. Det var værst for Dan, for han havde shorts på, men vi brændte os begge på dem. Så kom vi til et vandløb, som var knædybt, men med mudret bund, som virkede meget blød. Vi havde ikke lyst til at teste mudderet, og mens vi prøvede at finde et sted at komme over, fandt vi ud af, at vi var i et jagtområde. Der var sat platforme op i ca. 50 m afstand fra hinanden. Det var nok ikke noget godt sted at gå, og efter et kvarters søgen efter et sted at komme over, opgav vi og gik tilbage.

 

Det er noget af det værste for en pilgrim. At vandre et par timer og så ende der, hvor man startede. Vi var blevet stukket ad helvede til på arme og ben! Vi var også dækket af flåter, men fik dem rystet af, før de bed sig rigtigt fast. Nu besluttede vi ikke at vandre på vandrestier et stykke tid, men at blive på de større veje. Da vi holdt en pause i den næste by, gik Dan for at spørge efter vand, og før vi fik set os om, var vi i et skønt lille hus beboet af en forbløffende gæstfri fransk familie, hvor vi blev inviteret til middag. En varm tak til De Clerk familien. I er vidunderlige.

 

Efter middagen og et par glas vin tilbød de os, at vi kunne overnatte, men i betragtning af at vi ikke havde gået ret langt den dag, tænkte vi, at vi hellere måtte lægge nogle flere kilometer bag os, før vi stoppede. Vi forlod dem efter midnat, og fem minutter efter at vi var gået ud af døren, begyndte det at øse ned. Det så virkelig ud, som om vi havde taget den forkerte beslutning!

 

Vejene er ikke godt skiltede i dette område, så inden længe var vi faret vild igen. Dan ville helst slå teltet op og vente til i morgen, men fordi det var vådt, var jeg mere indstillet på at gå videre. Jeg fandt en smal sti, som syntes at gå i den rigtige retning, og Dan fulgte modvilligt med. Efter et par hundrede meter var vi på vej op ad en ganske stejl bakke i mudder til anklerne. Jeg syntes, det var ret sjovt, men det gjorde Dan ikke. Jeg tror, han har fulgt med mig ud i for mange tåbelige situationer i dag, for da jeg igen dukkede frem fra stien og ud på vejen, var Dan ikke at se nogen steder. Enten må han være blevet spist af en yeti eller er vendt om.

 

Nu var klokken ca. 2 om natten. Det så stadig ud til regn, og jeg var helt alene. Men i det mindste vidste jeg, hvor jeg var. Vandringen endte med at blive ganske behagelig, men jeg var øm, da jeg endelig stoppede. Jeg havde stadig ikke lyst til at slå teltet op i vådt vejr, men fandt i stedet ly i forhallen til en kirke. Det må have været et kosteligt syn, hvis nogen havde set mig, men det var godt nok til mig. J

 

Næste