Foregående

 

15. juni 2007

 

PontavertReims

 

Vi var blot 25 km fra Reims, som er en stor by, så jeg ville starte tidligt og komme til den ved frokosttid. Sådan skulle det ikke være …

 

Dan var en smule langsom i optrækket. Han lå stadig i teltet, da jeg gik ved 8.30-tiden. Det var skønt at få noget mad fra bageren, og efter at have hugget maden i mig, fortsatte jeg. Inden længe følte jeg, at der var noget galt. For fanden, jeg havde glemt min stav. Utroligt, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at gå tilbage og finde den.

 

Dan var ved at pakke færdig, da jeg kom, så vi gik hen for at få en kop kaffe. Klokken blev 10.30, før vi endelig forlod byen.

 

Vi gik langs en større vej, hvilket var ret kedeligt, men så endelig fandt vi, hvad vi havde ventet på under hele turen… en vingård! Temmelig opstemte bankede vi på døren for kun at få at vide, at der var frokostlukket. Heldigvis havde vi vore vandrestave, så manden så, at vi var pilgrimme og lukkede os ind alligevel.

 

Francis er femtegenerations vinavler og elsker sit job. Han var en virkelig gentleman og tog sig tid til at forklare alt om tilblivelsesprocessen for champagne. Det var en rigtig god oplevelse at få som vores første vingårdsbesøg. Og af de 12.000 vinavlere i Champagneregionen er han en af kun 20 avlere, som dyrker økologisk. Kig på hans hjemmeside på http://www.champagne-boulard.fr/

 

Så var det af sted til Reims. Det første, vi ville, var at få noget at spise, men vores timing var forkert. Restauranterne serverede ikke mad, så vi fandt en snusket bod ved vejen og fik noget kylling. Det endte med at være godt, for vi kom i snak med to franske fyre, som inviterede os hjem og spise. Tak skal I have, venner!

 

Efter nogle glas vin, alt for mange øl og et par glas champagne befandt jeg mig ved pokerbordet hos en af deres venner kl. 5 om morgenen. Ikke noget kønt syn…

 

Næste