19.
juli 2007
Vercelli – Casale
Monferatto
Stefano kom forbi kl. 7.30 for at hente
nøglerne,
så det var en god chance til at komme tidligt af sted. Jeg har haft en urolig
nat, men havde det bedre.
Dan
besluttede at gå sammen med mig som afslutning på sin pilgrimstur. Vi har ikke
set hinanden i næsten en uge, så det var et godt tidspunkt at udveksle
erfaringer. Han havde været døden nær i Alperne og besluttede, at det var der
hans pilgrimstur endte. Det lød helt vildt. Jeg er glad for, at jeg havde valgt
den rute, jeg valgte. J
Det
begyndte at blive varmt, og da vi passerede gennem en lille by ved navn Cappuccini, kunne vi ikke modstå fristelsen til at indtage
en ”cappuccini i Cappuccini”.
Det var en rigtig kedelig, VARM, flad vandring mod vores destination. Sagde
jeg, det var VARMT. Det var det!!! Rigtig VARMT!!! Jeg
tog det med ro efter i går og hvilede mig meget, men det føltes stadig idiotisk
at vandre i den temperatur. Jeg må endnu tidligere af sted i morgen.
Ca.
5 km før vores mål følte vi, at vi måtte finde skygge og fandt en McDonalds. Vi kunne ikke tænkte på et mere passende sted
for Dan at afslutte sin pilgrimsfærd. ;) Efter en
kæmpe McLunch følte vi os meget dårlige tilpas og
vaklede ind i et indkøbscenter ved siden af.
Dan
skulle bestille nogle flybilletter, og da vi ikke kunne finde en internetcafé,
gik han til et rejsebureau. De to piger der var meget hjælpsomme og tilbød os
oven i købet et lift ind til byen. Dans pilgrimsfærd var slut, så han sagde ja
tak. Vi aftalte at mødes på internetcaféen i byen.
De
sidste 5 km var lette, men da jeg kom til internetcaféen, var Dan ikke at finde
nogen steder. Jeg ventede en time og besluttede så at finde et sted at sove.
Der var ingen campingpladser eller hosteller, så jeg
måtte hoste op med €40. Temmelig surt L, men værelset
var i det mindste godt.
Endelig
ringede Dan. Han havde ikke været i stand til at finde netcaféen
og var gået hen på torvet for at vente på, at jeg skulle komme forbi. Det
gjorde jeg ikke, og han skulle lige til at stige ind i toget, da jeg kom, så
der var ikke tid til at snakke… nyd livet på stranden. J
Så
mødte jeg en skør brasiliansk pige, skrupskør… men på en meget smuk måde. En
enestående ung kvinde. Den gruppe, hun var sammen med, gik alle på natklub uden
for byen og inviterede mig med. Jeg følte stadig eftervirkningerne af solen og
ville ikke drikke for meget, men sådan skulle det ikke være. De mødte
tilsyneladende ikke mange australiere på disse kanter, for bartenderen ville ikke
lade mig betale for en drink, og så tog natklubchefen over og ville se til, at
jeg ikke kom derfra i live. Det lykkedes næsten for ham. ;)
Efter alt for mange glas perlende italiensk hvidvin, husker jeg egentlig ikke,
hvordan jeg kom derfra, men skægt var det. Tak skal I have, venner. J
Det
næste, jeg husker, er at jeg kom tilbage til byen, men kunne ikke huske, hvor
mit hotel lå. Jeg havde et kort, men kunne ikke få det samlet godt nok, til at
man kunne matche gaderne. Efter gud ved, hvor mange minutters/timers vandring i
ring, fandt jeg det omsider.
Jeg
ved ikke, hvad klokken var, men jeg tror ikke, jeg vil vågne ved vækkeuret i
morgen kl. 4.30.