Foregående

 

19. juni 2007

 

Reims – Ludes

 

Det var lidt usikkert, om vi kom af sted i dag eller ej. Dan prøvede at finde en undskyldning til at blive, men til sidst tog vi af sted. Vi er igen pilgrimme!!!

 

Endnu engang satsede vi på en tidlig start, men sådan skal det åbenbart ikke være. Vi sov længe, missede morgenmaden og tjekkede ud fra hostellet ved 11-tiden.

 

Jeg ville have mit pilgrimspas stemplet, så vi stoppede ved katedralen og snuppede lige en sandwich til frokost. Klokken blev 15, inden vi forlod byen helt. Det føltes skønt at vandre igen. Kroppen er kommet til hægterne, alle vablerne er tørret ind, og vi er begge i bedre form, end da vi startede.

 

Det bedste ved denne del af turen er selvfølgelig de mange vingårde. Det er helt utroligt! Den første lille by, vi kom til, havde sandsynligvis et indbyggerantal på omkring 100 og ca. 20 champagnehuse. De fleste af dem var ikke indstillet på at lade et par ildelugtende pilgrimme smage deres varer, men det lykkedes da til sidst at komme ind et sted. J

 

Vingården hed Coquert-Benard i Ludes, og fru Bernard var en elskværdig værtinde. Hun viste os rundt i haven og sikrede sig, at vi fik noget hjemmelavet rabarberdessert og nogle champagnekiks med, da vi tog af sted.

 

Efter vores sparsomme prøvesmagninger må vi sige, at de små huse har en meget finere champagne end noget af det, de masseproducerende huse laver. Vi købte en flaske med til middagen, og kom så i tanke om, at vi ikke havde nogen glas. Dan spurgte den lokale barejer, om vi kunne få lov at købe nogen, og da han gav os dem gratis, tænkte vi, at vi hellere måtte blive og købe en øl.

 

De var store filmentusiaster, så Dan og ejerne kom hurtigt i ivrig diskussion om skuespillere, instruktører og hvad filmentusiaster ellers snakker om. Én øl blev snart til tre, men vi fik os da hevet væk fra stedet, før det blev mørkt.

 

Dan lader til at være okay igen og i meget bedre humør. Jeg er glad for, at han har besluttet at blive ved. Der er tidspunkter, hvor jeg tror, han er ved at give op.

 

Ca. 1 km nede ad vejen opdagede Dan, at han havde glemt sin stav. Jeg passede på rygsækkene, mens Dan løb tilbage. Dette viste sig at være en fordel, fordi et stormvejr var ved bryde løs, da han kom tilbage. Vi var tilfældigvis stoppet ved en gammel skydebane, og her fandt vi ly for natten.

 

Det var det værste tordenvejr, jeg har oplevet i lang tid. Helt igennem forbløffende! Hele bygningen rystede. Det var rart ikke at ligge i teltet.

 

Næste