Foregående

 

2. juli 2007

 

OrnansPontarlier

 

Jeg vågnede kl. 6 til lyden af kraftig regn, så det var igen bare at vende sig om på den anden side og vente på, at det skulle holde op. Da jeg vågnede igen kl. 8.30, var regnen holdt op. Alt var en smule vådt, så det tog lidt tid at pakke sammen.

 

Vi glædede os begge to til dagens vandring på vandrestier hele vejen. Endelig ikke mere asfalt! De første par kilometer var temmelig hårde op ad bakke, men skoven var dejlig. Jeg ville ønske, det var sådan hele vejen. Det slår altså til hver en tid hvedemarker!

 

Vi var begge i højt humør, indtil vi pludselig kom til en by, som ikke var på vores kort. Vi kunne ikke få øje på nogen skilte til en vandresti og blev lidt forvirrede. Vi nærlæste kortet lidt mere og opdagede, at vi var drejet forkert og var milevidt fra, hvor vi skulle være! ØV!

 

Lige som det så rigtig godt ud, var det altså tilbage til asfalten igen. Det betød også, at vi skulle vandre 5-10 km længere.

 

Vi gjorde god fremgang og vaklede ind i Pontarlier ved 20.30-tiden. McDonald-restauranten i udkanten af byen fristede vældig meget, men i betragtning af at dette var vores sidste aften i Frankrig (JA!! Vores sidste aften! Jeg troede, aldrig den dag skulle komme!!!), tænkte vi, at vi ville flotte os og gå ud og spise et godt sted.

 

Vandringen ind i byen var noget af en tur. Vi fulgte skiltene til foreningen af ungdomsherberger, men anede ikke, hvor det var de ville sende os hen. Vi kunne ikke finde det nogen steder! Vi spurgte en af de lokale butiksindehavere, som sagde, at det var lukket på grund af ombygning. Surt!

 

Vi havde også set skiltning til campingpladsen, så der gik vi hen. Efter endnu 2 km endte vi hos foreningen igen. Skiltene havde ført os rundt i en stor cirkel. Utroligt! Jeg følte det, som om vi var på hjemmevideo.

 

Dan var ved at blive irriteret, og jeg var hundesulten, så vi tænkte, vi måtte hellere se at få noget at spise og så finde et sted at sove senere. Klokken var allerede 21.30.

 

Mens vi stod og kiggede på menukortet i et vindue, fik vi øje på værelsespriserne for hotellet ved siden af. Det kostede kun €55 for to. Det mente vi måtte være noget for os, og det var et godt valg.

 

Derefter lige ned for at få noget at spise. Men gæt hvad, køkkenet var lukket! Vi skulle have taget til takke med McDonalds!

 

Det eneste sted, vi kunne få øje på der var åben, var en kebabrestaurant. Sjovt nok havde Dan svoret, at han ikke ville spise en kebab mere før Tyrkiet, men han var for sulten til at modstå. Det var vores skæbne at skulle spise kebab på vores sidste aften i Frankrig…

 

Næste