4.
august 2007
Castiglione della Pescaia
– Casa di Forno
Jeg vidste, det ville blive noget af et
eventyr i dag, for alle, jeg havde snakket med, havde noget forskelligt at sige
om, hvad jeg kunne forvente…
For et par dage siden kunne jeg vælge
mellem hovedvejen gennem Grosseto eller at gå langs
kysten. Kystruten så meget rarere ud, men der var en flod, som ifølge mit kort
kun kunne krydses 15 km inde i landet, og derefter strakte nationalparken sig
ca. 15 km på den anden side. Jeg besluttede at blive langs kysten og spurgte
hele tiden folk om broer og stier. Ikke to mennesker sagde det samme!!! Forbløffende. J
I det store hele sagde man, at…
”Der er en bro 5 km inde i landet”.
”Der er en bro lige ved havet, men kun
for fodgængere”.
”Der var en bro, men den blev skyllet
væk i en flodbølge for 10 år siden og er ikke blevet genopført”.
”Der er ikke nogen bro”.
”Der er ikke nogen bro, men hvis du
ringer til fyren her, vil han ro dig over i en kano”.
”Man må ikke gå igennem nationalparken”.
”Man må gerne gå igennem
nationalparken”.
”Man må kun gå gennem nationalparken med
en guide, og de tager af sted hver dag kl. 11, 16 og 21”.
Jeg startede tidligt, og anede ikke,
hvad der ventede mig. Jeg kom til Marina di Grosseto
ved 9-tiden, og da jeg kun var 7 km fra floden, tænkte jeg, at de lokale ville
kunne give mig nogle gode råd. Jeg fandt en kvinde, som arbejdede på
standpladsen for campingvogne, og hun sagde, at hun havde gået der mange gange,
og ja, der var en bro tæt ved stranden. Hun vidste dog ikke rigtig noget om
vandrestier gennem parken, men hun vidste, at man ikke kunne vandre hele vejen
rundt langs stranden, da kysten undervejs gik over til at være klipper.
Jeg tog af sted for at finde broen. Det
er altid en kamp at vandre i sand, men at gøre det med støvler og oppakning er
tortur. Det var nogle lange 7 km, men jeg klarede det. Jeg så broen ca. 500 m
inde i landet, og i højt humør gik jeg tværs over dette ørkenlignende landskab
for at komme dertil. Men så tog mit liv en drejning til det værre… broen gik
ikke over den store flod, men kun over en biflod, som løb ved siden af!!! Jeg følte mig en smule fortabt. Jeg gik lidt længere op
langs floden, men til ingen nytte. Det var tilbage til flodmundingen for at se,
om jeg kunne vade over.
Det kunne jeg ikke… ØV. Så kom jeg i
tanker om, at en mand havde givet mig et nummer til en fyr med en kano. Ham
ringede jeg til, men han havde travlt og kunne ikke hjælpe. Hvis nogen af jer
nogensinde kommer ud i det samme eventyr, er nummeret +39 3461 479 362.
Jeg havde nu valget mellem at gå 15 km
op langs floden eller at svømme over. Der var masser af drivtømmer i området,
så jeg besluttede at bygge en tømmerflåde. Jeg havde ikke noget at binde
rafterne sammen med, men min idé var at vikle min regnjakke rundt om tre store
rafter og stille min rygsæk oven på dem. Så kunne jeg svømme over, mens jeg
trak den af sted. Det var ikke den bedste plan på jorden, men jeg var
fortrøstningsfuld og mente, at jeg kunne gennemføre det, så jeg gav mig til at
arbejde på det.
Jeg pakkede min rygsæk om, sådan at
skulle den falde i vandet, ville den forhåbentlig flyde. Så var jeg klar.
Heldigvis blev jeg reddet fra en potentiel katastrofe af et ungt par, som sad
og fiskede i en båd ca. 100 m fra land. Jeg vinkede til dem i ca. 5 minutter,
før de endelig besluttede at ro ind og se, hvad jeg ville. Jeg kunne se på
deres ansigter, at de syntes, jeg var fuldstændig vanvittig, men de gav mig et
lift over floden. Tak skal I have. J
Det var én forhindring ryddet af vejen.
Nu var der parken tilbage. Mit kort er i målestokken 1:200.000 og ikke særlig
godt at finde vandrestier på. Det havde dog den sti, jeg ville følge, og inden
længe havde jeg fundet den. Jeg måtte hoppe over et gærde for at komme til den.
Det betyder vel, at det ikke er meningen, at man skal kunne gå igennem her.
Det gik godt de første par kilometer.
Jeg så hjorte og var forbavset over, så tæt på man kunne komme, før de løb væk.
Jeg må virkelig stinke. ;) Så kom jeg til et sted,
hvor flere stier mødtes, men jeg kunne ikke finde ud af, hvilken en jeg skulle
tage for at komme over bakkekammen. Jeg ledte i cirka en time, før jeg omsider
stoppede for at hvile, og faldt i søvn.
Da jeg vågnede to timer senere, genoptog
jeg min søgen, men uden held. Jeg kiggede på kortet og mente, at jeg kunne gå
rundt om bakkekammen langs stranden og så finde stien på den anden side. Dette
viste sig at være en god idé, idet jeg hurtigt fandt en sti, som så lovende ud.
Men ak, den begyndte at gå tilbage over bakkekammen, hvorfra jeg kom. Jeg
troede, det var den sti, jeg skulle have taget fra starten af fra den anden
side, så jeg gik ad den i modsat retning.
Inden længe stoppede skiltningen, og jeg
måtte følge, hvad der så ud som dyrespor. Jeg kunne se et hus længere nede ad
stranden og besluttede at gå derhen. Det var en strækning på yderligere 2 km i
sand, før jeg til sidst nåede klipperne med huset ca. 200 m på den anden side.
Jeg kunne se en sti, der gik op over, så den fulgte jeg. Det var noget af de
dummeste, jeg har gjort på hele pilgrimsturen. Det ville have været slemt nok
uden rygsæk, men med 25 kg på ryggen var det fuldstændig vanvittigt.
Jeg var ikke nået ret langt, før det
stod mig klart, at det kunne
jeg ikke klare. Jeg påkaldte mig dog et ældre ægtepars opmærksomhed. De gik tur
på stranden og kom mig til hjælp. Manden lod til at kende parken ret godt og
forklarede, at jeg havde været på rette spor første gang, og at jeg skulle gå
tilbage. Det gjorde jeg, noget slukøret, men det viste sig at være umagen værd.
Udsigten fra denne sti var pragtfuld!!! Det var
sandsynligvis en lige så smuk tur som turen i Cinque
Terre, men uden mennesker. Og med vildt dyreliv! Jeg så endnu en hjort samt to
vildsvin.
Selv om jeg startede med 3 liter vand,
løb jeg alligevel tør. Eftersom der var et hus oppe på højdedraget, var jeg
ikke særlig bekymret, men det var rigtig varmt, og jeg begyndte at blive meget
tørstig. En lille stemme inde i mit hoved pippede: ”Drik vinen, drik vinen”,
men heldigvis havde jeg stadig fornuften i behold og ignorerede den.
Og så faldt jeg over Italiens bedst
bevarede hemmelighed… en italiensk version af Shangri-la.
Det var forbløffende!
Udmattet kom jeg ned på stranden ved
siden af huset, som jeg havde set tidligere. Der mødte jeg en belgisk fyr, som
også hed Ben, og han bød mig på en øl. Jeg kunne ikke modstå…
Det viste sig, at huset var en samling
private lejligheder, som blev udlejet som ferieboliger, midt i nationalparken.
Der løber hjorte rundt i gården, som er så tamme, at de spiser af ens hånd, og
der er kun en privatvej, som fører hertil. Bortset fra skøre australiere, som
kommer vandrende gennem bushen, er den eneste anden måde, ”outsidere” kan komme
dertil, ad vandvejen.
Jeg var meget imponeret… en helt igennem
fortryllende sted!!!
Og så var mine værter oven i købet
gæstfrie. En øl blev snart til en middagsinvitation og et sted at sove, for jeg
var ikke nået ret langt i dag. Jeg takkede kun ja til middagen. Det bedste af
det hele var, at jeg fik lov at bruge bruseren. J Jeg tror, det er første gang på
en uge, at jeg bliver ordentlig vasket!
Der var tre familier, der deltog i vores
lille middagsselskab, og det var rigtig sjovt. I er alle vidunderlige!!! Tusind tak. J
Da jeg skulle til at gå, kunne jeg ikke
finde min lygte. Jeg tror, jeg må have tabt den, da jeg pakkede om tidligere på
dagen, men jeg var rigtig glad for, at problemet dukkede op her og ikke i
nationalparken! Heldigvis kom mine værter igen med en invitation til at blive,
og denne gang takkede jeg ja.
Sikke en herlig dag. J