Foregående

 

4. juli 2007

 

St. CroixGrancy

 

Efter en god nats søvn, stor morgenmad og et varmt brusebad var det endnu engang tid til at prøve kræfter med vejret.

 

Vi var i højt humør, da Dan lige havde fundet en brochure om Montreux jazzfestivalen. Vi skulle igennem byen, netop som festivalen starter. Opbuddet af medvirkende er forbløffende: Chemical Brothers, Beastie Boys, Norah Jones, Prince og mange andre. Det eneste problem er, at festivalen løber over 2 uger. Vil vi være i stand til at rive os løs fra den, eller bliver vi hængende?

 

Turen fra St. Croix ned ad bjerget var fantastisk!!! Stien førte os ind i stor kløft med høje klipper, vandfald og skov. Regnen udeblev de første par timer, men så begyndte det igen at sile ned.

 

Vi har indtil nu levet ret billigt, men vi kunne ikke modstå det, da vi så et skilt med roastbeef for CHF 16. Vi tog regntøjet af og fandt et bord for så blot at få at vide, at roastbeefen var udsolgt, og at de kun havde kylling!

 

Alt endte dog godt. Måltidet var superbt.

 

Et par kilometer senere kom vi til en by ved navn Orny. Et perfekt sted at sætte sig og drikke en øl og flirte med de ornyske barpiger. J Men nej… der var ingen barer og ingen ornyske barpiger. L

 

Regnen kom i bølger, og indimellem havde vi den mest pragtfulde udsigt over bjergene. Schweiz er skønt land.

 

Da vi kom ind i Cossonay ved 18-tiden, var vi gennemblødte og besluttede at finde et hotel. Det var ikke vores dag i dag, for selv om der var en sportshal, mange restauranter og endog en engelsk pub i byen, så var der ingen hoteller. Helt utroligt!

 

Alt håb var dog ikke ude. Lige ovre på den anden side af gaden lå Cossonays egen ”Crazy Bar”. Sikke et herligt sted at få et par Guinness og drukne sine sorger.

 

Vi talte med ejeren om de manglende overnatningssteder i byen, og hun spurgte nogle af gæsterne, hvor det nærmeste hotel lå. Det så ud til, at vi skulle gå endnu 15 km, men så sagde en af bønderne pludselig, at vi kunne sove i hans lade. Han boede 4 km væk, hvilket betød, at vi blev nødt til at køre med ham i hans bil. Først ville jeg ikke, men efter at have kigget på kortet, kunne jeg se, at det faktisk ikke ville føre os længere væk fra morgendagens destination, så jeg tænkte, det kunne nok ikke skade.

 

Cédric er alle tiders! En yderst venlig mand. Da han var yngre, havde han kørt i bil til Nordafrika og boet der i tre år. Han talte ikke engelsk, så efter at have vist os laden lod han os i fred, så vi kunne føle os hjemme. Han gav os oven i købet en flaske hjemmelavet vin at drikke, inden vi gik til ro. Jeg bliver til stadighed overrasket over folks venlighed!

 

Det sjoveste var, da Cédrics forældre kom hjem og fortalte, at de havde opdaget, at vi skjulte os i laden. Heldigvis talte hans mor engelsk, og efter at vi havde forklaret situationen, kunne de se det sjove i det.

 

Næste