Foregående

 

5. juni 2007

 

WisqueAuchy-au-Bois

 

I mit hoved begynder jeg igen at være pilgrim. Også min krop er begyndt at vænne sig til tanken. Det lykkedes mig at gå de første 15 km i dag før frokost. Jeg var meget tilfreds med mig selv, men faldt så i søvn på en mark. Efter et par timer kom der heldigvis en bondemand og sparkede til mig, for hvis ikke han havde gjort det, tror jeg, at jeg ville have sovet der i nat.

 

Jeg gik endnu 10 km før aftensmad og stoppede et sted ved navn Auchy-au-Bois. Er det kun mig, eller synes andre også, at det lyder sjovt.

 

Baren serverede ikke mad, men der var en bar på den anden side af gaden, som gjorde om ca. halvanden time, hvilket gav mig en god undskyldning for at blive godt lakket til, hvad jeg omgående blev…

 

Det var en virkelig venlig bar, og jeg ville ønske, at mit franske var bedre. Alle mænd, som kom ind, måtte give hånd til alle i pubben, og alle kvinder, som kom ind, måtte kysse alle på kinden. Jeg blev opdaget, fordi jeg begyndte at læse i min bog, og et barn på omkring 7 år kom hen til mig og stirrede nervøst på mig i en afstand af 20 cm. Faderen tilskyndede ham, og jeg blev klar over, at han også ventede på et kys på kinden. Ikke engang børnene kunne slippe for at gå turen rundt.

 

Da barejeren blev klar over, at jeg var en pilgrim på vej til Rom, gav han mig straks en stor flaske vand og en stor flaske cola. Jeg var meget imponeret over hans gavmildhed, men jeg sukkede over den ekstra vægt.

 

Halvanden time senere vaklede jeg over gaden for at spise. Da jeg spurgte, hvad menuen var, blev der svaret ”steak frittes” (bøf og pommes frites). De serverede ikke andet, men det generede mig ikke, eftersom det sandsynligvis var det, jeg ville have valgt alligevel.

 

Jeg tog af sted ved 20-tiden, og i det fjerne så jeg en klump træer, som jeg regnede med ville være ideelt til camping. Det var de ikke. Nu kunne jeg enten campere i hvedemarken eller fortsætte min vandring. Jeg brød mig ikke om nogen af delene, og sikkert på grund af øllene besluttede jeg at lufte mit franske og spørge nogen, om jeg måtte campere i deres gård. Til min forbløffelse forstod den første person, jeg spurgte, hvad jeg sagde. Og endnu mere forbløffende var svaret ’ja’. Igen ville jeg ønske, at mit franske var bedre, for de var meget ivrige efter at snakke. Tak skal I have, folkens, jeg påskønnede det meget.

 

Næste