Var vi pilgrimme?

Vi har stillet os selv spørgsmålet: ”Var vi pilgrimme?”. For mange, som tager til Spanien for at gå på caminoen, er det af stor betydning, at de går på den rigtige camino. For os var det væsentligste, at vi foretog rejsen fra vores hjem til Santiago ved hjælp af vore egne kræfter. Det var vigtigt at nå målet, men for os var det væsentligste selve rejsen. Vi besluttede, at vi ville afsætte en tilstrækkelig lang periode til udelukkende at gøre én ting, nemlig at transportere os selv til Santiago. Vi har gjort dette til vores definition på ”at være pilgrim”, og vi har derfor besluttet, at vi var pilgrimme. Vi mener ikke, det er væsentligt, om vi har kørt på selve caminoen. Den er et fornuftigt vejvalg, når man er til fods, men ikke når man er på cykel. Vi tror, at de oprindelige pilgrimme på samme måde har påtaget sig opgaven at nå til Santiago. Det har rygtedes, at man skulle gå via visse byer. De må have spurgt om vej, efterhånden som de kom frem. Når der var valgmuligheder, så valgte de den vej, som de på det givne tidspunkt har troet var den bedste. De har valgt veje, hvor der tilbød sig overnatningsmuligheder, og derfor er de kommet forbi mange klostre og kirker. Vi tror ikke, der har været krav om, at de skulle følge nogle bestemte spor, men rent praktisk, så blev det ofte den samme vej, som de andre fulgte.

Vi ville på vores måde vælge den rute, som var den mest fornuftige, når vi kørte på cykel. Vi så på et kort over Europa, og besluttede, at vi i hovedtrækkene ville følge en lige linie. Eftersom vi ville køre på cykel, ville vi vælge vores vej der, hvor der var gode cykelruter. Vi ville fortrinsvis overnatte på campingpladser. Dette var også bestemmende for vejvalget og den distance, som vi kørte den enkelte dag. Hovedlinierne havde vi valgt hjemmefra, men de endelige valg blev gjort fra dag til dag under turen. I Tyskland, Belgien og Frankrig planlagde vi vore dage på denne måde. I Spanien havde vi en beskrivelse af en rute, der gik på veje, men så tæt på caminoen som muligt. Dette var praktisk, for så kom man forbi refugier og herberger. Nogle steder gik caminoen lags vejen og var egnet til at cykle på, og så cyklede vi naturligvis på den.

Hvorfor bliver man pilgrim?

Men nu er det at være pilgrim ikke blot et spørgsmål om det rette vejvalg. Det er også et spørgsmål om, ”hvorfor overhovedet foretage en pilgrimstur?” Pilgrimsture har fået et gevaldigt opsving efter flere århundreders stilstand, men nutidens pilgrimme har ikke de samme grunde til at foretage en pilgrimstur, som middelaldermennesket havde, nemlig syndsforladelse eller bodsgang. Hvad får nutidens mennesker til at bruge flere uger eller måneder på at tilbagelægge ofte strabadserende strækninger til fods eller på cykel? En svensk pilgrimspræst har beskrevet den moderne pilgrim, som en, der længes efter frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, sorgløshed, fællesskab og åndelighed. Vi kan nikke genkendende til flere af disse begreber. En pilgrimstur er således ikke en almindelig ferietur, hvor man opsøger turistseværdigheder eller ligger ved stranden og slapper af, men er snarere et led i det moderne menneskes spirituelle søgen, bevidst eller ubevidst. Derfor er det også underordnet, om man er katolik eller protestant, stærkt troende eller almindelig vanekristen. For andre igen er der ikke noget specielt religiøst motiv. Drivkraften kan være den fysiske udfordring - caminoen som en form for ekstremsport – jo hårdere, jo bedre. For de fleste er det nok en blanding af de to elementer.