28/7-03

Kære alle sammen for sidste gang!

Vi er nu kommet i mål. Vi kom til Santiago her til morgen efter at have cyklet i alt 3.620 km. Vi har været til pilgrimsmesse i Katedralen og er blevet velsignet!

Vi kom godt over Montes de Leon. Vi var oppe i 1500 m højde. Det var meget smukt, og vi havde en forrygende nedfart - 1000 højdemeter ned over mere end 20 km. Næste dag bød på de Calabriske bjerge. Vi skulle over flere toppe, det var ret anstrengende. Desværre havde en stor våd sky sænket sig over stedet, så vi så ikke udsigten, men igen havde vi en fejende nedfart på 7% over ca. 10 km. Den næste dag var der mange mindre men meget stejle bakker, en ret hård dag, og den sidste dag var bakke op og bakke ned, ikke for stejlt og i en behagelig temperatur. Birthe blev påkørt af en anden cyklist. Hun stod på toppen af en bakke og ventede, s kom en cyklist, som åbenbart ikke havde øjnene på vejen, og kørte ind i hende bagfra. Både cykel og Birthe havnede i grøften. Godt der var en grøft - relativt flad - og ikke en cementrende til regnvand, så der skete kun overfladiske skrammer på både cykel og Birthe.

Der er forbløffende mange, der vandrer alene. Det er et ømt syn, når de kommer haltende og humpende og vikler fødderne ud af strømper og bind og plastre. Mange har både ankelbind og knæbind på, og nogle burde ikke gå et eneste skridt videre. De fleste går med en vandrestav, nogle endda med to, og nogen gange ser det ud til at være nødvendigt. De cyklende har det ikke helt så hårdt. Vi har frihjul ned ad bakkerne.

Vi møder de samme mennesker igen og igen (kun dem på cykel). Det er meget hyggeligt at udveksle erfaringer.

Herbergerne er meget forskellige. Vi har boet på 2 Benediktiner-klostre med store sovesale. Et enkelt herberg var noget rod, med løse vandhaner og en kold tynd stråle ud af bruseren. Og man trænger hårdt til et bad, når man kommer ind beskidt og svedig. Andre herberger er ganske velfungerende. I Montes de Leon overnattede vi på et refugio, hvor man trådte direkte ind i et rum med 18 køjesenge, en udendørs vandhane og toiletbesørgelse i det fri. De fleste står op ved 6-tiden og pakker deres ting i mørke (også os). Nogle sluger et eller andet stående, andre tager afsted og spiser først, når de kommer til en åben kaffebar. Vi spiser dog morgenmad, før vi tager afsted.

Vi bor på en lille pension her i Santiago. Nu skal vi se om vi kan få en billet hjem. Vi er efterhånden klar til at komme hjem og tilbage til virkeligheden. Tiden på turen har været gået i opløsning.

Det har været en enestående tur. Dækkene holdt, det gjorde Ronalds bukser ikke.

Kærlig hilsen og på gensyn!

Ronaldo og Birthe